Ro hos Nationalbanken
Der er ro hos Nationalbanken før den rentenedsættelse i næste uge, som ser mere og mere sikker ud.
Nye tal fra Nationalbanken viser, at Nationalbanken ikke intervenerede i valutamarkederne i august. Det betyder, at Nationalbanken ikke har interveneret i 18 måneder. Interventionerne består i at sælge eller købe danske kroner mod at købe eller sælge udenlandsk valuta for at påvirke kronekursen.
Der er således stilhed på interventionerne hos Nationalbanken, hvor den danske krone ligger ganske stabilt overfor euroen. Det er nu halvandet år i streg uden interventioner. Kronen ligger tæt på paritet med en kurs på 7,4598 overfor euroen, hvor pariteten er 7,46038.
Der er ro hos Nationalbanken før den rentenedsættelse i næste uge, som ser mere og mere sikker ud. Og her skal vi rette blikket mod ECB, som har rentemøde på torsdag i næste uge, hvor de med meget stor sandsynlighed leverer en ny rentesænkning på 0,25 procentpoint. Det er vores forventning, at den danske Nationalbank vil følge med en-til-en og sænke renten tilsvarende.
Kommer rentenedsættelsen som ventet i næste uge, vil indskudsbevisrenten hos Nationalbanken lyde på 3,10% mod 3,35% i dag. Også i juni sænkede Nationalbanken renten, hvor de også fulgte i fodsporene på ECB. Og i 2022 og 2023 var vi vidne til en lang række af renteforhøjelser fra både ECB og Nationalbanken. Det betød, at Nationalbanken gik en indskudsbevisrente på -0,60% til toppen i juni på 3,60%. Og den blev så sænket til 3,35% i juni og forventeligt til 3,10% i næste uge.
Renterne på især de variabelt forrentede realkreditlån er påvirkede af udsigten til rentesænkninger. Og derfor er det også godt nyt for boligejere med variabel rente. Mange boligejeres lån med variabel rente faldt en smule 1. juli, og der kan være endnu mere i vente ved næste rentefastsættelse 1. januar.