Rekordmange milliarder på bankkonti

En række faktorer giver indlånet vinger i den her tid.

Person Bruger Lommeregner

Nye tal fra Nationalbanken viser, at danskernes bankindlån steg med 6 mia. kr. i marts. Det betyder, at bankindlånet nu i alt lyder på 1.168 mia. kr. Det er rekordmange milliarder af kroner, der står på helt almindelige bankkonti, hvor statistikken strækker sig tilbage til 2003. Sammenlignet med for et år siden er bankindlånet vokset med 74 mia. kr.

Der står rekordmange milliarder på danskernes bankkonti, og det stiger stadig. En række faktorer giver indlånet vinger i den her tid. Voksende lønninger og mærkbart stigende beskæftigelse giver en samlet større lønsum i Danmark. Samtidig udbetaler mange virksomheder udbytte de her måneder, og det giver et ekstra skub på indlånet hos danskerne. Og det kan stige yderligere endnu med udbetaling af overskydende skat, et fortsat stærkt arbejdsmarked og ro på inflationen.

I februar, marts og april er der mange virksomheder, der udbetaler udbytte, hvilket i første omgang lander som kontanter på indlånskontoen. Derudover kom den første og største portion overskydende skat retur til danskerne, der havde betalt for meget i skat, i starten af april. I år modtog danskerne knap 26 mia. kr. i overskydende skat, og det kan give fornyet fremgang i indlånet, når vi år nye tal for april.

De mange milliarder fordeler sig med 243.000 kr. i gennemsnit pr. voksne dansker. Det er dog meget ulige fordelt, og hvis ikke alle kan genkende det beløb fra netbanken, så giver det derfor god mening. Men selvom de mange milliarder på danskernes bankkonti er ulige fordelt, så har det som helhed fungeret som en vigtig buffer i en tid med høj inflation og højere renter. I midten af 2020 krydsede danskernes bankindlån første gang 1.000 mia. kr., og siden da er der lagt yderligere knap 160 mia. kr. til. Indlånet voksede med henholdsvis 28, 44 og 69 mia. kr. i 2021, 2022 og 2023.

De seneste års pæne stigninger i danskernes bankindlån skyldes flere årsager. Beskæftigelsen slår rekord, mens også lønningerne igen stiger hurtigere end priserne, og det giver bedre mulighed for at spare op. Det medvirker til at øge den samlede lønindkomst og giver en underliggende pil op for indlånet. Hertil får danskerne i gennemsnit igen positiv rente på deres bankindlån, og det øger incitamentet til at spare op. Sidst men ikke mindst ved vi, at danskernes friværdi i boligerne har meget at sige for indlånet, og friværdierne er som helhed store.

Relaterede artikler