Mindre stigning i ledigheden
Ledigheden stiger en smule. I det seneste halvandet års tid er der kommet knap 11.000 flere ledige.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden steg med 346 personer i februar, når der tages højde for sæson. Det er stort set en bekræftelse af ledighedsindikatoren. Der er i dag 86.984 ledige i Danmark. Ledighedsprocenten var i februar uændret på 2,9%.
Ledigheden stiger en smule. Ledigheden har peget svagt op det seneste halvandet års tid, hvor der er kommet knap 11.000 flere ledige. Det er ærgerligt, men stigningen er yderst begrænset i sig selv. Samtidig stiger beskæftigelsen til nye rekorder. Så der er ingen alarmklokker i dagens mindre ledighedsstigning, selvom den klatrer en smule op. Arbejdsmarkedet fremstår stadig bomstærkt.
Nye rekorder i beskæftigelsen har været med til at holde ledigheden i kort snor. I januar steg beskæftigelsen med næsten 4.000 personer. Og det kommer i forlængelse af en stigning på mere end 30.000 gennem 2023. Samtidig holder antallet af stillingsopslag et pænt niveau, hvor der i dag stadig bliver slået flere stillinger op end før corona.
Vi forventer fortsat stigende ledighed i 2024, men i den yderst begrænsede ende fortsat. Dansk økonomi klarer sig flot, men har også sat farten ned, og arbejdsmarkedet reagerer typisk med forsinkelse. Det kan indikere svagt stigende ledighed og fald i beskæftigelsen i 2024. Men økonomien viser bredt set stadig pæne takter, og modvinden har ramt dansk økonomi på et meget solidt udgangspunkt. De nuværende takter for arbejdsmarkedet peger på alle måder mod en blød landing.