Lidt flere langtidsledige
Det er altid øv, når der kommer flere langtidsledige. Men det er kun små stigninger, og langtidsledigheden holder sig meget lav.
Netop offentliggjorte tal fra Jobindsats viser, at antallet af langtidsledige personer steg med 504 personer i november. Også når vi tager højde for sæson, er der tale om en mindre stigning i langtidsledigheden. Der er i dag 15.500 langtidsledige personer i Danmark. Langtidsledige er defineret ved, at man har været ledig i mindst 80% af tiden indenfor de seneste 12 måneder.
Det er altiv øv, når der kommer flere langtidsledige. Men det er kun små stigninger, og langtidsledigheden holder sig meget lav trods det seneste års stigende tendens. Den fortsat lave langtidsledighed er positivt og endnu et fornuftigt tegn fra et stærkt dansk arbejdsmarked. Selvom ledigheden såvel som langtidsledigheden har peget lidt op, så er der fortsat få ledige, og beskæftigelsen slår samtidig rekorder.
Mens der i dag er 15.500 langtidsledige i Danmark, så var antallet over 40.000 personer under coronakrisen. Det var da, langtidsledigheden senest toppede. I tiden før corona var der i omegnen af 26.000 langtidsledige personer.
Et bomstærkt arbejdsmarked er med til at holde langtidsledigheden lav. Beskæftigelsen slår rekorder og nåede senest en historisk milepæl med mere end 3 millioner lønmodtagere i arbejde. Alene i 2023 kom der næsten 30.000 flere personer i arbejde.
Vi ser dog farten på arbejdsmarkedet løje af. Den overordnede ledighed er steget de seneste 13 måneder i træk. Ikke meget, men stædigt har den bevæget sig op. Dansk økonomi er i recession, og arbejdsmarkedet reagerer typisk med en forsinkelse. Vi forventer et 2024 med fald i beskæftigelsen og ny stigning i ledigheden. Meget peger dog foreløbig på en blød landing.