Højeste lønstigninger siden 1999
Et stærkt arbejdsmarked tilsat overenskomstforhandlinger har sendt lønstigningerne mærkbart op.
Netop offentliggjorte tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at lønningerne steg med hele 5,0% i 1. kvartal. Det er lidt lavere end ved første offentliggørelse af tallet, som viste en lønstigning på 5,3% i 1. kvartal. Den aktuelle lønstigning er det højeste siden starten af 1999, som ligeledes lød på en årlig lønstigning på 5,0%. Det er tredje kvartal i træk, at vi har årlige lønstigninger, som ligger i nærheden af 5%.
Lønstigningerne har syvmilestøvlerne på, og skyder frem med højeste fart i omkring 25 år. Et stærkt arbejdsmarked tilsat overenskomstforhandlinger har sendt lønstigningerne mærkbart op. Det giver flot fremgang i reallønnen, da luften samtidig er gået gevaldigt ud af inflationen. 2022 bød på et ordentligt gok til reallønnen, men genopretningen er i fuld gang i øjeblikket.
Forbrugerpriserne voksede med 1,2% i 1. kvartal sammenlignet med samme kvartal året før. Med gennemsnitlige lønstigninger på omkring 5%, så giver det mærkbar fremgang i reallønnen, hvilket er tredje kvartal i træk med fremgang. Danskerne oplevede gennem det meste af 2010´erne en pæn fremgang i reallønnen på 1%-2% om året.
2022 var året, hvor reallønnen virkelig fik klø. Her ramte inflationen over 10%, mens lønstigningerne nåede op omkring 3,5%. I virkeligheden ganske pæne lønstigninger i et historisk perspektiv, men slet ikke nok til at kunne hamle op med den højeste inflation i 40 år.
Der er ro på situationen i den danske økonomi. Inflationen befinder sig lavt, renterne er relativt rolige og beskæftigelsen er rekordhøj. Og vi ser altså igen en realløn i fremgang. Det har været med til igen at vække privatforbruget til live, som oplevede fremgang i samtlige kvartaler sidste år. Og selvom privatforbruget dykkede i 1. kvartal i år, blandt andet drevet af et ringere bilsalg, så er forudsætningerne for privatforbruget fornuftige.