Højeste detailsalg i mere end to år

Fremgangen, om end den er svag, har grobund i, at mange danskere oplever fornyet købekraft med pæne lønstigninger.

Mand Sidder Med Et Lille Barn Og Kikke På En Bærbar Pc

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget steg en smule i august med 0,4% i forhold til juli. Salgstallene er korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage. Sammenlignet med for et år siden er detailsalget i dag 1,5% højere.

Selvom det alene er en lille månedlig stigning, så er det en fortsættelse af den opadgående tendens, som har varet ved siden begyndelsen af 2023. Og det betyder, at detailsalget lige akkurat sniger sig op på den højeste i 28 måneder med dagens tal.

Det går langsomt, men stædigt op for detailsalget. Salget sniger sig lige akkurat op på det højeste siden foråret 2022.

Fremgangen, om end den er svag, har grobund i, at mange danskere oplever fornyet købekraft med pæne lønstigninger. Samtidig bliver beskæftigelsen ved med at sætte rekorder, og det er med til at skubbe i den rigtige retning. Over den kommende tid kan lavere renter også få en indflydelse på danskernes indkøb i detailhandlen, og vi forventer, at den opadgående tendens for detailsalget fortsætter.

I august steg detailsalget indenfor beklædning med 1,6%. Fødevarer steg med 1,3%, mens andre forbrugsvarer faldt med -0,6%, hvor man blandt andet finder salg af udstyr til bolig og fritid i butikker, supermarkeder, di­sco­unt­for­ret­nin­ger, varehuse og stormagasiner. Sammenlignet med for et år siden har køb af tøj ligget i spidsen af feltet med en stigning på 4%. Også andre forbrugsvarer har oplevet pæn stigning og gået frem med 3,5% sammenlignet med for et år siden. Omvendt er køb af fødevarer faldet med 1,4% i forhold til for et år siden.

Relaterede artikler