Årlige lønstigninger på 3,4%
Overenskomster og et stærkt arbejdsmarked med lav ledighed og stigende beskæftigelse er med til at hive lønningerne op.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at lønningerne i Danmark steg med 3,4% i 1. kvartal sammenlignet med året før. De årlige lønstigninger holder dermed fast i niveauet over 3%, som de har gjort siden slutningen af 2022. Det var dengang første gang i statistikkens levetid, at lønstigningerne gik over 3%, som strækker sig tilbage til 2017.
Lønningerne holder fast i gennemsnitlige at stige med mere end 3% over det seneste år. Overenskomster og et stærkt arbejdsmarked bestående af lav ledighed og stigende beskæftigelse er med til at hive lønningerne op. Det er dog primært den private sektor, hvor lønningerne foreløbig har haft klart mest fart på.
Lønningerne i den private sektor løber forrest. Den årlige lønudvikling i den private sektor lyder på 4,3% i 1. kvartal. Og forlænger vi med tal fra Dansk Arbejdsgiverforening, så er der i den her tid tale om de højeste lønstigninger i 25 år. Til sammenligning lød de årlige lønstigninger i staten, regionerne og kommunerne på henholdsvis 2,4%, -0,1% og 1,7%.
Forbrugerpriserne steg i 1. kvartal med 1,2% i forhold til året før. Med gennemsnitlige lønstigninger på 3,4%, så giver det en mærkbar fremgang i reallønnen på godt 2%. 2022 var året, hvor reallønnen virkelig fik klø. Her ramte inflationen over 10%, mens lønstigningerne alene nåede op omkring 3%. I virkeligheden ganske pæne lønstigninger i et historisk perspektiv, men slet ikke nok til at kunne hamle op med den højeste inflation i 40 år, så danskerne oplevede markant tilbagegang i købekraften.
Lønstigningerne overhaler igen prisstigningerne i samfundet. Så med en inflation på omtrent 1% i dag, så genvinder danskerne købekraft. Fremgangen skal dog ses i perspektivet af, at 2022 omvendt stod for en massiv tilbagegang i reallønnen, så fremgangen kommer ovenpå en voldsom tilbagegang.
Vi forventer, at fremgangen i reallønnen og dermed danskernes købekraft vil løfte privatforbruget i Danmark. Privatforbruget står for næsten halvdelen af den økonomiske aktivitet i Danmark og bærer derfor en stor rolle for den økonomiske udvikling. Forudsætningerne for privatforbruget er fornuftige med pæne lønstigninger og fortsat stigende beskæftigelse.