4%-lån krydser kurs 100

Fortsætter det resten af dagen, så er lånet væk fra lånehylderne fra i morgen.

Slørede Personer I Modlys

4%-lånet med afdrag fra Totalkredit har i nogle dage ligget ultratæt på kurs 100, men i dag ligger lånet p.t. med en gen­nem­snits­kurs lige over 100 – helt præcis 100,001 i skrivende stund. Holder det niveau dagen ud, så vil lånet være fortid i morgen. Også 4%-lånet med 10 års afdragsfrihed nærmer sig kurs 100 med en aktuel gen­nem­snits­kurs på 99,6.

4%-lånet med afdrag er tæt på at være fortid. Lånet handler i øjeblikket over kurs 100 med mindst mulige margin, da gen­nem­snits­kur­sen lyder på 100,001. Fortsætter det resten af dagen, så er lånet væk fra lånehylderne fra i morgen. 3,5%-lånet står dog klar i venteposition på sidelinjen, hvis 4%-lånet bliver sendt af banen. 4%-lånet har været det dominerende lån siden begyndelsen af 2024, hvor det afløste 5%-lånet, som sad på tronen i 2023.

For præcis to år siden var det 6%-lån, som var på menuen, hvis man fx skulle finansiere en ny bolig. Det skiftede relativt hurtigt til 5%-lån henimod slutningen af 2022, mens vi fik 4%-lånet tilbage på banen i starten af i år. Så set over de seneste to år er renten altså faldet fra 6% til 4% på de fastforrentede realkreditlån.

Er 4%-lånet fortid i morgen, så er 3,5%-lånet allerede blevet åbnet hos Totalkredit i sidste uge. Kursen ligger omkring 96,5-97,0, men der indtil videre været begrænset med handel i obligationen. Men det vil givetvis ændre sig, hvis 4%-lånet lukker i længere tid.

Der er for i omegnen af 230 mia. kr. i fastforrentede realkreditlån med en rente på 5% eller derover. Her kan genkomsten til 3,5%-lånet betyde, at det på sigt kan blive aktuelt at konvertere ned i rente. Vi er der dog ikke helt endnu, hvor det er relevant for de fleste boligejere med et 5%- eller 6%-lån at nedkonvertere. Men fortsætter renterne med at pege ned, og dermed sender kurserne op, så kan vi stå i en situation, hvor der er udsigt til en kon­ver­te­rings­bøl­ge.

Relaterede artikler