Stabilt detailsalg i februar
Detailsalget ser ud til at stabilisere sig efter en hård nedtur gennem 2022.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget faldt 0,3% i februar. Det er alene et begrænset fald og overordnet set har salget stabiliseret sig gennem de seneste måneder. Salgstallene er korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage. Set over et længere perspektiv er detailsalget dog faldet markant. I 2022 dykkede salget i detailhandlen med 7,8%. Det er det kraftigste årlige fald, som der nogensinde er målt.
Detailsalget ser ud til at stabilisere sig efter en hård nedtur gennem 2022. Det positive i dagens tal er derfor, at det ikke umiddelbart ligner, at der er ikke slået et stort hul i danskernes købelyst, men at salget stabiliserer sig omkring niveauet fra tiden før corona.
En hånd under detailsalget er, at der er rekordmange i arbejde i Danmark. Samtidig bugner danskernes bankkonto med omkring 1.100 mia. kr. Det giver en buffer i en tid med modvind og høj inflation.
Detailsalget havde gyldne tider med brandvarme kasseapparater og rekordomsætninger under corona. Men den tid er nu forsvundet. Og det vigende salg i forhold til de foregående år kommer ikke som nogen stor overraskelse. Tiden er en anden, hvor danskernes forbrugsmønster er ved at vende tilbage til normalen, og samtidig er priserne steget markant. Det får simpelthen forbrugerne til at skrue ned for indkøbene.
I detailhandlen har næsten hver anden virksomhed hævet priserne de seneste tre måneder, mens 40% forventer fortsat at gøre det. Prisstigningerne rammer salget, hvor kunderne køber mindre, når det bliver dyrere. Og tendensen med et vigende salg forventer vi fortsætter for detailhandlen over den kommende tid. Prisstigningerne betyder, at danskerne betaler mere i butikkerne, selvom de køber mindre. Samlet set betaler danskerne knap 4% mere i butikkerne end for et år siden, men forlader altså butikken med næsten 5% færre varer i indkøbsposen.
I februar faldt salget af tøj og beklædningsgenstande med 2%. Det er her væsentligt, at detailsalgstallene ikke tager højde for nethandel på udenlandske hjemmesider. Salget af andre forbrugsvarer steg 1%, mens fødevarer og andre dagligvarer faldt med 1,5%.