274 konkurser i juni

Konkurserne ligger omkring det højeste siden 2010. En del af forklaringen skal findes i efterslæb fra coronakrisen. Samtidig har det seneste år budt på et massivt omkostningspres, dalende efterspørgsel og tågede forretningsudsigter.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 274 konkurser i aktive virksomheder i juni, når der tages højde for sæson. Det er flere end i maj, som bød på 231 konkurser. Med aktive virksomheder er der tale om virksomheder med ansatte eller virksomheder med en omsætning på over 1 mio. kr.

Det første halvår af 2023 har budt på i alt 1.554 konkurser. Det er 22,7% flere end samme tid sidste år. Vi skal godt 13 år tilbage for at finde et tilsvarende antal konkurser i samme periode. Det er særligt inden for byggeriet og restauranter, at der for tiden er mange konkurser.

Konkurserne ligger omkring det højeste siden 2010. En del af forklaringen skal findes i efterslæb fra coronakrisen. Omkring 50.000 virksomheder har været i gang med at tilbagebetale coronalån, og det betyder flere virksomheder har måttet dreje nøglen om. Samtidig har det seneste år budt på et massivt om­kost­nings­pres, dalende efterspørgsel og tågede for­ret­nings­ud­sig­ter.

Staten har i forbindelse med coronakrisen ydet coronalån for 36,4 mia. kr., som har haft til­ba­ge­be­ta­lings­frist i løbet af 2022 og 2023. Langt størstedelen havde frist for til­ba­ge­be­ta­ling sidste år, mens den sidste betalingsfrist var 1. maj i år. De fleste coronalån er dermed blevet betalt tilbage. Der er dog oprettet be­ta­lings­ord­nin­ger for 1,8 mia. kr., mens der udestår yderligere 2,8 mia. kr., hvor der hverken er betalt eller oprettet be­ta­lings­ord­ning. Det kan være et signal om, at der fortsat venter lidt flere konkurser fra den front i de kommende måneder.

Vi forventer, at det forhøjede konkursniveau fortsætter for en periode endnu. Konkurser som følge af til­ba­ge­be­ta­ling af coronalån vil godt nok fylde lidt mindre, men omvendt har virksomhederne været ramt af mærkbart højere omkostninger. Godt nok er prisernes himmelflugt bremset op, men de befinder sig stadig på et mærkbart højere niveau end tidligere. Samtidig rammer de højere renter også virk­som­he­der­nes omkostninger negativt.

Relaterede artikler