Nationalbanken forsvarer kronen for 23 mia. kr.
Om lidt over tre uger hæver Nationalbanken formentlig renten igen.
Netop offentliggjorte tal viser, at Nationalbanken intervenerede i valutamarkederne for 23 mia. kr. i september. Baggrunden skyldes, at kronen ligger til den styrkede side overfor euroen, som vi fører fastkurspolitik overfor. Derfor svækker Nationalbanken kronen ved at sælger danske krone og købe udenlandsk valuta. Det er første gang i år, at Nationalbanken forsvarer kronen ved at intervenere i valutamarkederne. Sidste år intervenerede Nationalbanken for i alt 121,5 mia. kr.
Om lidt over tre uger hæver Nationalbanken formentlig renten igen. Det sker, når de går i fodsporene på den europæiske centralbanks renteforhøjelse i slutningen af oktober. Vi tror dog ikke på, at Nationalbanken nødvendigvis vil følge ECB til punkt og prikke i renteforhøjelsen. Nationalbanken vil som følge af den stærke krone give lidt line til den europæiske centralbank, som vil give lidt luft til den styrkede kronekurs. Der er dog ingen tvivl om, at renten peger op uanset hvad.
I slutningen af oktober forventer vi, at ECB hæver renten med 0,75 procentpoint. Det vil være en gentagelse af renteforhøjelsen i september, som er største renteforhøjelser siden 1999.
I juli og september er Nationalbanken gået med ECBs renteforhøjelser en-til-en. Til den kommende renteforhøjelse ser vi dog en god portion sandsynlighed for, at Nationalbanken vil nøjes med en renteforhøjelse på 0,65-0,70 procentpoint. Det vil give lidt luft til kronen og mindske sandsynligheden for, at Nationalbanken efterfølgende skal hive en selvstændig rentenedsættelse op af hatten. Indskudsbevisrenten i Nationalbanken ligger i dag på 0,65% og lå i negativt territorium på -0,60% så sent som i juli, hvor Nationalbanken begyndte at hæve renten i forlængelse af ECB.
Mange danskere har fået de stigende renter at mærke. Boligejere med variabel rente på boliglånet mærkede det allerede i forsommeren, hvor de negative renter forsvandt på de fleste boligejeres lån med variabel rente. Og der er udsigt til, at yderligere stigninger i renten. Op mod 250.000 danske boligejere står overfor at få ny rente på deres variabelt forrentede boliglån over det kommende år. Samtidig oplever mange ikke længere at have en negativ rente på deres bankkonto.