Historisk få skilsmisser i Danmark
Det er en utrolig glædelig nyhed. En skilsmisse er følelsesmæssigt og menneskeligt hårdt. I tillæg kan det også være tung omgang for privatøkonomien
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at 2021 bød på et mærkbart fald i antallet af skilsmisser. Sidste år viste i alt 12.940 skilsmisser, hvilket er 18% færre end i 2020.
I et historisk perspektiv skriver skilsmisserne i 2021 sig ind i historiebøgerne. Siden statistikken begyndte i 1999, har der blot været et enkelt år, som bød på et lavere antal af skilsmisser. Det var i 2019, som tilmed var et lidt unormalt år med indførelsen af tænkepause i forbindelse med skilsmisse.
Coronakrisen har ikke ligefrem medført et boom i skilsmisser. Tværtimod ser vi et ekstraordinært lavt antal, som faktisk skriver sig lidt over i historiebøgerne. Det er en utrolig glædelig nyhed. En skilsmisse er følelsesmæssigt og menneskeligt hårdt. I tillæg kan det også være tung omgang for privatøkonomien, hvor en masse tråde skal slippes og nye ender skal mødes.
Vi har i dag også fået tal for antallet af vielser, som endte på 27.645 i 2021. Det er et fald på 3% i forhold til 2020. Det er tredje år, at antallet af vielser falder. Dog er niveauet fortsat pænt, og der er under tiden med corona blevet afholdt et dybest set imponerende omfang af vielser.
Vi kan godt sige, at coronakrisen ikke har formået at sætte de helt store grænser for kærligheden i Danmark. Det har dog været nogle lidt aparte år på bryllupsfronten, hvor begivenheder som bryllupper i perioder med høj smitte og nedlukninger har været sat på pause. Sidenhen er en del blevet gennemført.
Den usikre tid betyder dog også, at det har været en særdeles svær tid for de virksomheder, som beskæftiger sig med det. Tiden har i perioder været præget af usikkerhed og massive udskydelser og aflysninger. Det har dog ligget i kortene, at en del ikke har endeligt aflyst begivenheden, men i stedet udskudt den.
I midten af 2021 foretog vi i Arbejdernes Landsbank i samarbejde med Voxmeter en spørgeskemaundersøgelse om emnet. Her svarede 6 ud af 10, som havde planlagt en større begivenhed under coronakrisen, at de havde udskudt den, men ikke aflyst. Omkring 30% svarede, at de helt havde aflyst.