Finansministeriet ser vækst i dansk økonomi på 3,4%
Opjusteringen skyldes ikke mindst, at 2021 endte langt bedre end ventet.
Finansministeriet har netop offentliggjort Økonomisk Redegørelse med deres forventninger til dansk økonomi over de kommende år. I prognosen forventer Finansministeriet vækst på 3,4% i 2022. Det er en markant opjustering i forhold til deres seneste prognose i december, hvor de ventede vækst på 2,8%. Opjusteringen skyldes ikke mindst, at 2021 endte langt bedre end ventet. Til næste år forventer Finansministeriet vækst på 1,9%.
Stærk dansk vækst i 2022 er en sandhed med store modifikationer. Virkeligheden er den, at en flad udvikling i dansk økonomi i 2022 er ensbetydende med en årsvækst på 3-4%. Økonomien vil simpelthen i gennemsnit være større i 2022 end i 2021 selv uden videre fremgang. Derfor skal man i bund og grund takke det helt ekstraordinært stærke 2021 for de fortsatte stærke væksttal i 2022. Når det er sagt, er vi dog bestemt på bølgelængde med Finansministeriets nye prognose.
I 2021 voksede dansk økonomi med imponerende 4,7%, hvilket var den stærkeste danske vækst i 27 år. Det betyder samtidig, at 2021 leverer den økonomiske stafet videre på et højt niveau til 2022. Med de nuværende tal svarer det såkaldte overhæng til en vækst på 3,5% i år. Derfor venter Finansministeriet i deres nye prognose implicit en lille nedgang i den økonomiske aktivitet med en vækstforventning på 3,4%.
På mandag bliver vi en hel del klogere på udviklingen i dansk økonomi i årets første kvartal, hvor BNP-indikatoren offentliggøres. Vi forventer, at dansk økonomi voksede i 1. kvartal, og viser tallene det på mandag, så kan Finansministeriets prognose ligefrem virke til den pessimistiske side.
Dansk økonomi er på flere punkter kommet stærkt ud af starthullerne i 2022. Beskæftigelsen er steget, eksporten er vokset og industriens produktion viser stærke takter. På den anden side har blandt andet bilsalget været nær katastrofalt, hvor det halter gevaldigt med leverancerne, og det vil trække den anden vej.
Usikkerheden for dansk økonomi er ekstraordinært høj lige nu, hvor fremtiden er sløret. Med Ruslands invasion af Ukraine er der ingen tvivl om, at risikoen for dansk økonomi er steget, hvor inflationen har ramt det højeste siden 1984 og den generelle usikkerhed er øget. Det kan påvirke negativt særligt gennem privatforbruget, eksporten og investeringerne. Vi har allerede set forbrugertilliden drøne ned til det laveste siden 1988, som især har været trukket af den høje inflation, der bider hårdt på danskernes pengepung. Det vil slå en bremse i privatforbruget.