Detailsalget faldt i februar
Faldet ændrer ikke ved, at omsætningen stadig ligger på et pænt niveau, og højere end det vi så gennem sidste vinter.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget faldt 1,2% i februar i forhold til januar, når der korrigeres for prisudvikling, sæsonudsving og effekten af handelsdage. Dermed falder detailsalget tilbage efter sidste måneds store fremgang. Og ser vi bort fra december er det det laveste niveau for detailsalget siden februar sidste år.
Den lavere omsætningen i detailbutikkerne i februar kommer efter en større stigning i forrige måned. Det lidt lavere detailsalg ser vi bunde i de højere prisstigninger, og særligt de højere energipriser, som trækker veksler på danskernes økonomi, og det bider ikke overraskende på danskernes købelyst i butikkerne.
Faldet i februar ændrer dog grundlæggende ikke ved, at omsætningen stadig ligger på et pænt niveau, og højere end det vi så gennem sidste vinter. I bund og grund er det fortsat flotte salgstal, som strømmer ud af den danske detailhandlen. Sammenligner vi med tiden før coronakrisen, så ligger detailsalget i februar knap 2,5% højere end i februar 2020.
Gennem efteråret og vinteren har danskernes forbrugsforudsætninger været bundsolide i kraft af rekordhøj beskæftigelse og med mere end 1 billion kr. stående på helt almindelige bankkonti. Og danskerne står fortsat stærkt økonomisk set ved indgangen til den første forårsmåned. Ser vi fremad, er der kommet grå skyer for de ellers lyse udsigter for danskernes købekraft og købelyst og derigennem detailsalget. Udsigterne for fremtiden er nu sløret af Ruslands invasion af Ukraine og Vestens sanktioner som modsvar. Energipriserne er efter invasionen skudt yderligere i vejret og har nået et niveau, hvor det kan mærkes på de fleste danskeres pengepung. Samtidig er der udsigt til mere bredspektrede prisstigninger for danskerne. Det kan få danskerne til at udvise mådehold med forbruget, som kan sætte i detailsalget i foråret.
I februar faldt salget indenfor tøj og beklædningsgenstande med knap 17%, og det er også her, at de største fald har været under vinterens coronabølge. Indenfor handlen med andre forbrugsvarer faldt detailsalget med knap 4%. Fødevarer og andre dagligvarer faldt knap 2% og har med længder været den mest stabile del af detailhandlen under coronakrisen.