Regeringen ser mere optimistisk på boligmarkedet

Regeringen ser priserne på huse udvikle sig mere positivt end før årsskiftet. Der er dog stadig tale om en afdæmpet optimisme.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55

Regeringen har netop offentliggjort deres prognose for økonomien herhjemme – herunder med et friskt blik på boligmarkedet. I år forventer regeringen, at huspriserne skal stige med 3,2%, hvilket er højere end de forventede tilbage i december, da de of­fent­lig­gjor­de deres seneste prognose. Her forventede regeringen en prisstigning på 1,2% på huse. Forventningen til pris­ud­vik­lin­gen på huse i 2025 lyder på 3,0%, hvilket også er en opjustering.

Regeringen ser priserne på huse udvikle sig mere positivt end før årsskiftet. Der er dog stadig tale om en afdæmpet optimisme, som vi på lange stræk er enige i. Vi ser også huspriserne pege svagt op i løbet af 2024. Boligmarkedet viser sig fra sin stærke og robuste side. Rekordmange er i arbejde, lønningerne stiger og der er ro på inflation og renter, og det giver grobund for positive takter på boligmarkedet.

Boligmarkedet klarer sig ganske pænt, og har egentlig gjort det i en længere periode. Både huse og lejligheder er steget i pris gennem 2023. Det kommer på ryggen af de slag, som de stigende renter leverede i særligt andet halvår af 2022. Siden er der faldet mere ro over renterne, mens inflationen igen er tilbage i vanligt territorie og beskæftigelsen i øvrigt er rekordhøj. Samtidig ser vi, at lønningerne stiger med det kraftigste i årtier, og det betyder, at mange danskere igen oplever at nå længere for deres lønkroner. Det er alt sammen ting, som i bund og grund fungerer som et solidt fundament under boligmarkedet, og er blandt årsagerne til, at vi ser fremgang.

Ser vi videre ind i 2024, forventer vi positiv, men svag fremgang på boligmarkedet som helhed. Huspriserne ser vi fortsat løfte sig med lille pil op, mens lejligheder fortsat vil være præget af overgangen til nye boligskatter med mindre prisfald til følge. Lej­lig­heds­mar­ke­det satte dog kun en lille slutspurt ind op mod årsskiftet, og det gav også tro og håb om en blødere landing fra lej­lig­heds­mar­ke­det efter årsskiftet. Indtil videre ser det ud til at være en realitet, selvom den kommende tid kan byde på nye udsving.

Relaterede artikler