Forskudsopgørelse 2026: Det skal du holde ekstra øje med
Fra den 11. november kan du se og rette din forskudsopgørelse for 2026 på skat.dk. Et grundigt tjek kan gøre en stor forskel for, om du betaler den rigtige skat gennem året og undgår et skattesmæk.

Derfor bør du tjekke forskudsopgørelsen
Forskudsopgørelsen viser, hvad Skat forventer, du tjener i det kommende år, og hvilke fradrag du er berettiget til.
Det er derfor en god idé at logge ind på skat.dk og gennemgå tallene, når forskudsopgørelsen bliver tilgængelig fra den 11. november 2025. Du skal især holde øje med din indkomst, dine renteudgifter, dit befordringsfradrag og eventuelle ændringer i boligforhold, så oplysningerne afspejler din økonomi for 2026 så realistisk som muligt.
I 2025 har mange oplevet ændringer i både løn, boligværdi og rente. Det betyder, at forskudsopgørelsen for 2026 vil se anderledes ud end tidligere for mange danskere. Et grundigt eftersyn kan derfor hjælpe dig med at undgå skattesmæk og sikre, at den skat du betaler i 2026, passer til din virkelighed. Husk: Du kan rette i din forskudsopgørelse løbende i løbet af 2026, hvis der skulle ske ændringer i dit liv eller din indkomst.
Tip: Tjek det hele! Men her er de tre vigtige
1. Tjek dit rentefradrag grundig
Renterne er faldet i 2025. Det betyder, at mange boligejere kan have et for højt rentefradrag stående i forskudsopgørelsen.
Ifølge vores privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, bør du især være opmærksom, hvis du har variabel rente:
”Har du et lån med variabel rente, er dine renteudgifter sandsynligvis faldet i løbet af året. Men det fremgår ikke automatisk af forskudsopgørelsen. Hvis du ikke retter det, risikerer du at få et skattesmæk, når årsopgørelsen kommer i 2027”.
Også boligejere med fast rente bør se efter. Har du nedkonverteret dit lån, for eksempel fra 5 % til 4 % eller 3,5 %, skal du justere renteudgifterne, så Skat regner med det korrekte beløb.
Sådan gør du:
- Log ind i din net- eller mobilbank og se, hvad dine faktiske renteudgifter er.
- Sammenlign beløbet med det, der står i din forskudsopgørelse.
- Ret beløbet, hvis det ikke stemmer.
2. Har dit arbejdsliv ændret sig?
Går du op eller ned i løn i 2026, har du fået nyt job, er du gået på pension eller blevet opsagt, så skal forskudsopgørelsen justeres. Har du fx fået flere hjemmearbejdsdage eller kortere afstand til dit arbejde, bør du opdatere dit kørselsfradrag. Det kan gøre en forskel på flere tusinde kroner om året.
Sådan gør du:
- Tjek feltet “Indkomst” og “Befordringsfradrag” i forskudsopgørelsen.
- Skriv din forventede indkomst for 2026 og brug Skats beregner til at angive den rigtige kørsel.
3. Se på din pension og andre fradrag
Har du ændret dine pensionsindbetalinger, skal du opdatere det i forskudsopgørelsen. Ellers risikerer du, at Skat beregner forkerte fradrag.
Sådan gør du:
- Log ind på din personlige side hos dit pensionsselskab og undersøg, hvad du indbetaler.
- Sammenlign beløbet med det, der står i din forskudsopgørelse.
- Ret beløbet, hvis det ikke passer.
Livsændringer er vigtige for din forskudsopgørelse
Er du blevet gift eller skilt, er du gået på pension eller efterløn, er du startet på en uddannelse eller sprunget ud som selvstændig med egen virksomhed? Det hele er noget, der skal rettes i forskudsopgørelsen.
Få hjælp til at få styr på din økonomi
Når du ser din forskudsopgørelse igennem, kan du få øje på nye muligheder i din økonomi. Måske er der noget, der kan justeres, så dine lån, opsparinger eller investeringer passer endnu bedre til din hverdag.
Er du allerede kunde i Arbejdernes Landsbank?
Book et møde med din rådgiver. Måske kan I finde muligheder for at optimere, for eksempel ved at justere på lån, opsparing eller investeringer.
Start her
Overvejer du at blive kunde?
Book et uforpligtende møde med en af vores rådgivereog få et overblik over dine muligheder. Hos os får du en rådgiver, der tager sig tid til at forstå din situation og rådgive dig ud fra din hverdag og dine mål.
Kom i gang her







