Bygningspuljen åbner: Få tilskud til energirenovering af din bolig
Overvejer du at udskifte olie- eller gasfyret med en varmepumpe, isolere ydervæggen eller måske udskifte din boligs vinduer? Så kan du søge tilskud til energiforbedringerne gennem Energistyrelsens Bygningspulje, som åbner onsdag den 14. september kl. 10.
Bygningspuljen fordeles efter først til mølle-princippet. Vi anbefaler derfor, at du sætter dig ind i, hvordan du søger og hvilke dokumenter, du skal bruge, så du er klar ved tasterne, når puljen åbner.
80 procent er øremærket konvertering til varmepumpe
Denne gang er der 375 millioner kr. i Bygningsstyrelsens pulje. Det er en lavere tilskudssats end hidtil – til gengæld kan flere søge. Desuden er det vedtaget, at 80 procent af puljen, i denne omgang, skal bruges på skift af opvarmningsform til varmepumpe. Derfor er der større chance for at få tilskud, hvis du søger om at konvertere til varmepumpe.
Hvem kan søge tilskuddet fra Bygningspuljen?
- Tilskudspuljen er til alle typer bolig – så længe boligen er registreret som helårsbolig i BBR.
- Hvis du vil søge tilskud til andet end varmepumpe, skal dit hus have energimærke E, F eller G. Det skyldes, at tilskuddet støtter de boliger, der trænger mest og giver den bedste klimaeffekt.
- Du må ikke have igangsat energiforbedringen, inden du får at vide, at du har fået tilskuddet tildelt.
Sådan søger du om tilskud fra Bygningspuljen:
- Du søger om tilskud fra Bygningspuljen via den her side: sparenergi.dk
- Puljen åbner onsdag den 14. september 2022 kl. 10 og lukker ned, når der ikke er flere midler tilbage i puljen.
- Du kan læse mere her om, hvad det er for nogle dokumenter, du skal uploade mv.
Forventning om at puljen ryger hurtigt denne gang
Da Energistyrelsen åbnede Bygningspuljen den 15. oktober 2020, gik der fire dage, før de 245 millioner kr. i puljen var opbrugt. Da den åbnede igen den 7. april året efter, gik der en dag, og så var puljen med 250 millioner kr. tømt. Pga. de høje energipriser her i 2022, forventer Energistyrelsen, at det kommer til at gå hurtigt med at puljen med de 375 millioner kr. bliver tømt.