Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Vi indgår nyt samarbejde med Privatsikring

Vi indgår nyt samarbejde med Privatsikring

8. december 2022
Gå til nyhedsoversigt

Arbejdernes Landsbank indtræder fra 1. marts i et nyt strategisk samarbejde med Privatsikring, der er en del af Alm. Brand Group.

Arbejdernes Landsbanks valg af ny samarbejdspartner på forsikringsområdet betyder, at alle bankens privat- og erhvervskunder fra marts 2023 vil begynde at blive tilbudt skadesforsikringer via Privatsikring og Erhvervssikring. Samtidig ophører Arbejdernes Landsbanks nuværende samarbejde med Alka og Tryg.

Via det nye partnerskab med Privatsikring bliver Arbejdernes Landsbank en del af et landsdækkende, stærkt samarbejde, der i dag omfatter mere end 30 banker og sparekasser. Privatsikring arbejder tæt sammen med pengeinstitutterne om at udvikle nye, gode skadesforsikringsløsninger til privat- og erhvervskunderne. Og har tilbudt forsikringsløsninger til pengeinstitutkunder i mere end 20 år.

- Privatsikring er ligesom Arbejdernes Landsbank kendt for et stærkt fokus på personlig rådgivning og gode kundeoplevelser. Herudover skal vores valg af Privatsikring som ny samarbejdspartner på skadeforsikringsområdet blandt andet ses i lyset af, at vi får nogle attraktive og konkurrencedygtige forsikringsløsninger samlet ét sted til vores privat- og erhvervskunder. Samtidig med, at vi som partner i fællesskabet får indflydelse på den fremadrettede strategi samt koncept- og produktudvikling, siger bankdirektør i Arbejdernes Landsbank Svend Randers og fortsætter:

- Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Alka gennem de mange år og senest også Tryg. Men vi ser også hele tiden på, hvordan vi kan optimere vores forretningsmæssige muligheder og tilbud, så vi vælger det, der giver mest værdi for vores kunder og vores forretning. Det er vi overbeviste om, at dette nye samarbejde gør.


For yderligere information, kontakt:

  • Branding- og kommunikationsdirektør, Peter Froulund, tlf.  29 20 26 48 eller mail froulund@al-bank.dk

  • Presseansvarlig i Privatsikring, Mikael Winkler, tlf. 20 36 38 31 eller mail abmiwe@almbrand.dk

Fakta om Privatsikring
Privatsikring er en del af Alm. Brand Group og opererer med Privatsikring-brandet overfor partnernes privatkunder og Erhvervssikring overfor partnernes erhvervskunder. Privatsikring har gennem mere end 20 år distribueret forsikringer i samarbejde med en lang række pengeinstitutter. Distributionsmodellen er stærk og bygget op gennem tillid, gensidig faglig respekt, lokal forankring, samarbejdspartnernes forskellighed samt fokus på den gode kundeoplevelse.​