Gert R. Jonassen stopper som direktør

Efter 18 år i spidsen for Arbejdernes Landsbank, landets sjettestørste bank, lakker den tid nu mod enden for ordførende direktør Gert R. Jonassen. Den 1. april 2023 går han på pension og overlader posten til vice ordførende direktør Jan W. Andersen. Det meddeler banken forud for sit hal­vårs­regn­skab i morgen.

Gert R. Jonassen stopper som direktør

Gert R. Jonassen har været i Arbejdernes Landsbank i hele sin 46 år lange karriere, lige siden han som 17-årig i 1976 fik elevplads i bankens filial på Bispebjerg i København. Efter mange år med forskellige opgaver i banken blev han i 1994 udnævnt til EDB-og or­ga­ni­sa­tions­chef og dermed en del af chefgruppen lige under direktionen. I 2004 blev han udnævnt som bankdirektør og i 2005 ordførende direktør.

Som ordførende direktør har han bl.a. styret Arbejdernes Landsbank sikkert igennem finanskrisen uden større skrammer, og han har transformeret og moderniseret banken, så den i dag er landets sjettestørste bank med godt 350.000 kunder. De seneste 13 år er banken kåret som ”danskernes foretrukne bank” i branchens største, uafhængige kun­de­un­der­sø­gel­se.

Formanden: En succes som øverste direktør
”Jeg vil tro, at uanset hvem du spørger, så vil de sige, at Gert har været en succes som øverste direktør for Arbejdernes Landsbank. Det bliver vemodigt at skulle undvære ham, når han går på pension. Både for os i bestyrelsen, men også i direktionen og blandt alle kollegerne, hvor han er utrolig vellidt, hvilket også rækker ud i hele hans netværk omkring banken,” siger be­sty­rel­ses­for­mand Claus Jensen.

Glad og stolt over konstant stigende kurve
Hovedpersonen selv siger:

”Jeg er glad og stolt over, at vi har haft en nærmest konstant stigende kurve i min tid som direktør, både hvad angår størrelse og popularitet. Vi er nu Danmarks sjettestørste bank med godt 350.000 kunder, og vi er kåret til danskernes foretrukne bank de seneste 13 år.”

”Jeg er også stolt over at vi kom sikkert gennem finanskrisen, fordi vi handlede med sund fornuft og kritisk sans. Vi troede ikke på, at træerne voksede ind i himlen, og derfor sagde vi ”nej tak” på de rigtige tidspunkter”, og det viste sig jo at være meget klogt.”

”Jeg er også stolt over, at ejerkredsen bag banken har bibeholdt en ansvarlig og stærk bank med et socialt aftryk, samtidig med at vi har udviklet og moderniseret banken – og vi i tillæg til dette har skabt gode økonomiske resultater. En milepæl i udviklingen er opkøbet i Vestjysk Bank sidste år, hvor vi som nyudnævnt SIFI-bank er lykkedes med at skabe en koncern bankbalance, der rummer gode muligheder for fremtiden med koncernens i alt 500.000 kunder - og ikke mindst et solidt er­hvervs­grund­lag,” lyder det fra Gert R. Jonassen.

Omgængelig og uformel
Gert R. Jonassen er kendt som en uformel, omgængelig og meget vellidt direktør med en veludviklet humoristisk sans, der rimer på Monty Python. Han har et stort socialt gen og kan omgås alle. Han spiser sin frokost i kantinen hver dag blandt medarbejderne, hvor ingen synes, at det er kedeligt at få ham til bords – tværtimod.

I fremtiden bliver det venner, familie, børn og børnebørn, der skal fylde tiden - og så skal naturen og fri­tids­sy­s­ler­ne dyrkes. Ikke mindst at få fanget de fisk, der er sluppet fra at blive hevet op på grund af meget arbejdstid. 

Fremtiden i banken
Be­sty­rel­ses­for­mand Claus Jensen siger om fremtiden:

”Gert R. Jonassen forlader sin post til april 2023, når den årlige ge­ne­ral­for­sam­ling i marts er vel overstået. Som ny ad­mi­ni­stre­ren­de direktør overtager Jan W. Andersen, der har været i direktionen med Gert de seneste 12 år, sammen med det øvrige direktionshold, så vi i banken både fastholder den enorme, historiske erfaring og får det nye hold til at stå solidt for fremtiden.”

”Gert fortsætter i Vestjysk Banks bestyrelse, og så skal han som be­sty­rel­ses­for­mand i vores ejen­doms­sel­skab være med til at sikre etablering af vores nye hovedkvarter i Sydhavnen.”  

De øvrige bankdirektører i direktionen udgøres af Frank Mortensen, der 1. april 2023 udnævnes til vi­ce­ad­mi­ni­stre­ren­de direktør, samt Svend Randers og Simon Sinding Jørgensen. Hertil kommer Gry Bandholm, der 1. oktober udnævnes til bankdirektør og indtræder i direktionen.

  • Gert Rinaldo Jonassen, født den 17. januar 1959 i København (63 år)
  • Ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank siden 2005. Bankdirektør fra 2004
  • EDB-og or­ga­ni­sa­tions­chef fra 1994
  • Begyndte som elev i bankens filial i Bispebjerg 1. august 1976
  • Sidder og har siddet i en lang række af bestyrelser af sek­tor­sel­ska­ber mm, herunder som Be­sty­rel­ses­for­mand i BEC (Bankernes EDB Central) 2009 - 2020

Relaterede artikler