Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Danskerne begyndte året med 1.002 mia. stående på kontoen

Danskerne begyndte året med 1.002 mia. stående på kontoen

25. februar 2021
Gå til nyhedsoversigt

Friske tal fra Danmarks Nationalbank viser, at danskerne havde 1.002 mia. stående i banken i januar – altså over en billion kr. Indlånet falder en lille smule i januar sammenlignet med december.

Over det sidste år er danskernes indlån vokset med 4,7 procent, svarende til næsten 10.000 kr. per voksne dansker. Det en kraftig vækst på et år, og det er en udvikling, der er sket på trods af en stor tilbagegang i økonomien. Når indlånet alligevel stiger, er det en sammenblanding af mange faktorer. Blandt andet har der været en kraftig fremgang på boligmarkedet, som resulterer i et stigende indlån. Dertil har vi over det sidste år kæmpet med restriktioner, der har hæmmet vores forbrugsmuligheder, og derved øget danskernes opsparing. Det har medvirket til, at indlånet i dag er højere end for et år siden.

Ser vi fremad, tror vi på et fortsat stigende indlån, dog i et lavere tempo end de foregående år. Danskerne har udsigt til endnu en omgang feriepenge, og det vil trække op i opsparingen. Dertil forventer vi en stærk økonomisk vækst i andet halvår, og det vil også være godt for indlånet. Der vil dog være modvind til indlånet fra genåbningen, som vil øge forbrugsmulighederne. Det forventer vi, vil få flere til at nedprioritere opsparing for en periode.

De kolossale beløb på 1.002 mia. betyder, at en gennemsnitlig dansker over 18 i gennemsnit har knapt 216.000 kr. stående i banken. Analyser fra Nationalbanken viser dog, at den typiske dansker har 51.000 kr. stående. Den store forskel skyldes, at en relativt lille gruppe af danskerne har meget store beløb stående.