ECB fastholder rente og opkøbsprogrammer
Vi ser frem mod et mere begivenhedsrigt møde til december.
Den europæiske centralbank, ECB, har netop afsluttet rentemøde, som endte med, at den ledende rente blev fastholdt på rekordlave -0,50%. Også opkøbsprogrammer forblev uændrede. Således køber ECB fortsat op for 20 mia. euro om måneden gennem programmet APP, mens PEPP-opkøbene, som blev lanceret i forbindelse med coronakrisen, løber videre med de i alt 1.850 mia. euro og står til at udløbe i marts til næste år. Det er absolut heller ingen ændringer i pressemeddelelsen, og ECBs melding ovenpå rentemødet er helt som ventet.
Dagens rentemøde er totalt begivenhedsløst og bør mest ses som en glidende overgang til decembermødet. Det vil til gengæld gå hen og blive en del mere interessant. Til december kommer ECB med ny prognose, mens tiden er tæt på at rinde ud for PEPP-opkøbene. Det bliver et oplagt tidspunkt for ECB at komme med nyt koncentreret omkring opkøbene, hvor vi forventer, at ECB fortsat vil være til den klart lempelige side og bidrage til at holde renterne nede. Det smitter også af på de danske renter, som vil blive holdt i nogenlunde snor.
ECB vil gemme sig bag, at en del af inflationsstigningen fortsat er midlertidig, at genopretningen senest har mistet fart, mens også de iboende risici fra pandemien ikke er forsvundet. Skrøbeligheden omkring den økonomiske genopretning er således fortsat til stede, så ECB har ikke travlt med at stramme og ønsker ikke at være dem, som knalder bremsen i.
Forventningerne til en renteforhøjelse fra ECB er imidlertid steget på det seneste om en kommende renteforhøjelse i 2022, hvilket har været med til at sende de korte renter op. Vi forventer dog ikke, at ECB kommer til at røre en finger nær renteknappen indenfor den helt nære fremtid. Det bliver derfor en balanceopgave for Christine Lagarde at kommunikere og forklare markederne, at den højere inflation formentlig ikke er så midlertidig, som først antaget, men samtidig at det ikke ændrer på ECBs pengepolitiske strategi.
Kaster vi et blik på markederne, så er der ikke meget reaktion at spore.