Coronavirussen tvinger FED til ny stor rentesænkning
Det har følgeskab af flere tiltag, herunder opkøb af obligationer for mindst 700 mia. dollars.
Den amerikanske centralbank (FED) har netop meddelt, at de sænker renten med 1 proecentpoint, for at imødekomme de mulige effekter af Coronavirussen. Der sker ovenpå en rentesænkning på 0,50%point for mindre end to uger siden. Det har følgeskab af flere tiltag, herunder opkøb af obligationer for mindst 700 mia. dollars.
Dagens rentesænkning på et helt procentpoint er den største sænkning ad én omgang siden 1984. Det siger noget om alvorligheden i den situation, som ikke alene den amerikanske økonomi, men altså den globale økonomi står i lige nu. Vi er nu tilbage på all time low på renten, som FED ellers forlod i 2015. Den netop offentliggjorte rentesænkning var så godt som priset ind i markedet i forvejen, men FED leverer alligevel lidt mere end forventet. Det samme oplevede vi med rentesænkningen i forrige uge, hvilket ligefrem sendte et negativt signal til markederne om alvorligheden i coronavirussens økonomiske trussel.
Meldingerne omkring Coronavirussen er fortsat dystre, og FED er med al tydelighed kommet frem til den konklusion, at forrige uges rentenedsættelse ikke har været nok til at berolige de finansielle markeder. Renten hos den amerikanske centralbank lyder nu på 0,00%-0,25%. For mindre end to uger siden lød renten på 1,50%-1,75%.
Stribe af centralbanker lemper
Den amerikanske centralbank er langt fra eneste centralbank, som har lempet i forbindelse med coronavirussen og de økonomiske konsekvenser heraf. I samme forbindelse har vi blandt andet også set ECB og Bank of England lempe. Og det er blot et udpluk i centralbanker, som har lempet den seneste tid. Finansministre og centralbankchefer for G7 havde i forrige uge krisemøde for, hvordan man kunne håndtere virusudbruddet, og vi ser for alvor handling bag ordene. Også fra regeringer forventer vi, at der kommer yderligere økonomisk stimuli, hvilket i koordinering med den mere lempelige pengepolitik vil kunne imødekomme en del af den negative økonomiske effekt fra coronavirussen.
Vi er dog endnu så tidligt i stadiet, hvor der dagligt kommer ny viden til. Det er derfor også for tidligt at konkludere om, hvor stort det økonomiske stød bliver, samt hvorvidt centralbankerne er færdige med at lempe, og hvor meget der kommer fra politisk hold.