Bedre stemning blandt de tyske analytikere
Vi er optimistiske på den tyske økonomi, men der er også flere iboende risici, som vi ikke kan ignorere
Friske tal viser, at ZEW-indekset, som giver en indikation af den tyske økonomi, viser en forbedring af både den nuværende økonomisk og forventningerne til fremtiden. ZEW-indekset er en vurdering bestående af professionelle analytikeres bud på økonomien, og altså ikke en rundspørge blandt de individuelle virksomheder, som blandt andet PMI byder på. Indekset skal derfor ses som en indikation på den økonomiske situation, fremfor en faktisk vurdering.
Indekset for den aktuelle økonomiske situation stiger fra -81,3 til -66,2. Markedet havde forventet en stigning til -72, og indekset overrasker derved positivt. Det er bestemt glædelidt, at vurderingen af den nuværende situation stiger, men fremgangen kommer på en meget billig baggrund, da den tyske økonomi I andet kvartal skrumpede med næsten 10 procent. Den tyske økonomi er altså langt fra tilbage på det niveau vi så inden krisen.
Analytikerne bliver stadig mere fortrøstningsfulde omkring fremtiden, og forventer, at der vil komme mere gang i den tyske økonomi. Indekset stiger fra 71,5 til 77,4 – Dette er bestemt også en positiv overraskelse da der var forventet et lille fald til 69,5. Forventning til fremtiden skal naturligvis ses i lyset af det massive økonomiske tilbageslag Tyskland har været igennem, hvor andet end fremgang herfra næsten er utænkeligt. Der er dog også andre ting, som hjælper på optimismen, blandt andet den massive europæiske hjælpepakke på 750 mia. euro og en historisk lempelig pengepolitik.
Vi er optimistiske på den tyske økonomi, men der er også flere iboende risici, som vi ikke kan ignorere. Coronakrisen kom på et virkelig dårligt tidspunkt for den tyske økonomi. Økonomien havde op til krisens indtræden stået mere eller mindre stille i et år. Den tyske økonomi var med andre ord mere sårbar end den danske.
Vi kan heller ignorere den iboende risiko for nye smittebølger og nedlukninger, som vi allerede har set glimt af flere steder i Europa. En i forvejen skrøbelig økonomi, og en usikker fremtid betyder, at der samlet set er en risiko for, at den tyske økonomi ender i længerevarende recession.
Set med danske øjne er udviklingen i den tyske økonomi dybt interessant, da Tyskland som vores største handelspartner beskæftiger omkring 115.000 danske jobs. Derved er det ikke uvæsentlig for dansk økonomi hvordan Tyskland kommer igennem krisen. Vi har i Danmark en mindre konjunkturfølsom eksport, med fokus på medicin og vindmøller, men ender vores største handelspartnere i en længerevarende recession vil det også kunne mærkes herhjemme.