1,9 mio. nye arbejdsløse i USA i sidste uge
Nye tal viser, at 1.877.000 amerikanere søgte om arbejdsløshedsunderstøttelse i sidste uge.
Nye tal viser, at 1.877.000 amerikanere søgte om arbejdsløshedsunderstøttelse i sidste uge. Til sammenligning rundede man kun kortvarigt 650.000 personer om ugen, da det gik stærkest under finanskrisen.
Endnu en uge med grufulde tal fra USA's økonomi med ledighedstilmeldinger i millionvis. Med dagens tilføjelse betyder det, at der over de forgangne 11 uger er løbet op i næsten 43 mio. ansøgninger om understøttelse gennem systemet. Et helt vanvittigt antal. På positivsiden er, at de ugentlige ledighedstilmeldinger bløder op og bliver mindre tal uge for uge, og for første gang siden marts er antallet under 2 mio. Det vidner om, at det største slag har fundet sted, om end slaget ikke er ovre endnu. I begyndelsen af coronakrisen meldte næsten 7 mio. sig ledige om ugen.
Glædeligt i dagens tal er desuden, at personer som melder sig som fortsat ledige, viser gode momenter for anden uge i streg. Således ligger antallet at fortsatte ledige stort set uændret på 21,5 mio. trods millioner af nye tilmeldinger, hvilket tyder på, at der også er personer som melder sig ud af ledighedskøen. Dog tæller tallene af fortsat ledighed alene frem til og med forrige uge og er dermed en uge forsinkede sammenlignet med nye ledighedstilmeldinger.
Det afgørende i den kommende tid er ikke så meget de ugentlige ansøgninger til arbejdsløshedsunderstøttelse, som er begyndt at vise bedre takter. Det afgørende bliver nu, i hvor lang tid den allerede ekstremt høje ledighed kommer til at vare ved. En stor risiko for den amerikanske økonomi er, hvis den aktuelt høje ledighed bliver vedvarende og dermed resulterer i en langvarig reduktion i privatforbruget. I 1. kvartal udgjorde et faldende privatforbrug det langt største slag til amerikansk økonomi, og den bærer også på potentialet til at gøre coronakrisen langvarig. Med privatforbruget som udgør næsten 70% af den amerikanske økonomi, så kan det i høj grad vil afgørende for, om det bliver en kortvarig eller langvarig recession. Selvom det hele lige nu kan lyde meget dystert, så er vi fortsat fortrøstningsfulde og forsigtige optimister med en kortvarig krise i sigte, om end den bliver ekstremt dyb.
I morgen kommer der ny jobrapport, hvor der er udsigt til, at arbejdsløsheden brager op på omkring 20%! Med andre ord er hver femte i arbejdsstyrken ledig. For blot et par måneder siden talte vi om, at arbejdsløsheden i USA var den laveste i 50 år. Det faktum er blevet flået ud af hænderne på den amerikanske økonomi på rekordtid. Med morgendagens tal er forventet et nyt beskæftigelsesfald på 8 mio. personer ovenpå et fald på 20,5 mio. i april.
Udviklingen i USA har fået en større og mere direkte betydning for den danske økonomi end hidtil. USA nærmer sig titlen som vores største eksportmarked, og derfor er vi i Danmark også blevet mere direkte afhængige af udviklingen på den anden side af Atlanten. Omkring 80.000 danske jobs er tilknyttet eksporten til USA, så det gør de seneste måneders udvikling skræmmende. Vi skal dog huske på, at en stor del af vores eksport til USA består af medicin, hvilken er mindre følsom overfor massiv uro, som vi aktuelt er vidne til. Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi forventet at se et markant tilbageslag i eksporten og drøje periodevise hug over de kommende måneder.