Det økonomiske udfaldsrum er det største i mands minde

Den globale økonomi er ramt af et enormt tilbageslag, og det inkluderer også den danske økonomi.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Mindre men godkendt økonomisk håndsrækning til virusramt økonomi

Den globale økonomi er ramt af et enormt tilbageslag, og det inkluderer også den danske økonomi. Coronavirussen og den tilhørende nedlukning af store dele af landet betyder, at udfaldsrummet for økonomien er det største i mands minde. Jeg arbejder selv ud fra tre scenarier, hvor det andet er mere negativt end det første, og det tredje er mere negativt end det andet.

Dansk økonomi rammer ind i en recession uden fortilfælde. Store dele af landet er lukket ned, og det samme er gældende udenfor landets grænser. Det betyder opbremsning i produktion, hul i for­sy­nings­kæ­der, og en efterspørgsel, som halter gevaldigt. Siden den 10. marts med de facto nedlukning af store dele af landet, er ledigheden steget mere end 46.000 personer, og det er ikke slut endnu. Til sammenligning steg ledigheden under finanskrisen med 10.000 personer om måneden, da det gik værst for sig. Dengang var der tale om en langvarig recession, mens vi denne gang forventer en kortere og dybere recession, hvilket le­dig­heds­tal­le­ne også initialt indikerer.

Mit hovedscenarie er en dyb, men kort recession, hvor BNP i 2020 falder med 3%. Bag det ligger et dybt fald i primært første halvdel af året for derefter at vende tilbage til positiv vækst og bringe den samlede BNP-vækst på de -3%. Mange andre økonomiske størrelser vil følge dette forløb herunder fald i beskæftigelsen, pri­vat­for­bru­get, udlånsvæksten samt in­ve­ste­rin­ger­ne og stigning i ledigheden – der er dog ikke plads til at uddybe det her i denne klumme. I det midterste og værre scenarie ser jeg en endnu dybere, men stadig korterevarende recession. Her taler vi om en ændring i BNP på 5% og tilsvarende større fald i de øvrige dele af økonomien. I det værste scenarie regner jeg på et en kraftigere dyk i BNP i år på -7%, og hvor recessionen ændrer karakter til at være mere langvarig.

Summerer vi op, så er der altså tale om scenarier på mellem -3% og -7% i årsvækst i 2020. Det er et helt enormt udfaldsrum, og det siger noget om, hvor usikker og tåget en fremtid, vi aktuelt står med. Enkelte politiske beslutninger eller ny viden og fremskridt kan resultere i drastiske økonomiske ændringer.

Vi er imidlertid ikke de eneste, som står med et gigantisk udfaldsrum for dansk økonomi. Således har Nationalbanken været ude med forventninger på mellem -3% og -10%, Fi­nans­mi­ni­ste­ri­et på mellem -3% og -6% og Vismændene på mellem -3,5% og -5,5%.

Der er under alle omstændigheder tale om store udfaldsrum. Ikke blot aktørerne imellem, men også indenfor de enkelte aktører, herunder os selv. Én ting er sikkert: Vi står overfor et slag til dansk økonomi af historiske dimensioner.

Fra politisk side er der indført en stribe af hjælpepakker og tiltag for at afbøde de økonomiske konsekvenser samt sørge for et godt fundament for den efterfølgende genopretning. Tiltagene spænder bredt, hvilket er positivt i en tid, hvor man bevæger sig i ukendt økonomisk territorium. Den hurtige reaktion med hjælpepakker gør mig en smule fortrøst­nings­fuld, og vi har på ingen måde set det sidste endnu. Udover de markante tiltag, så var dansk økonomi bundsolid, inden Corona ramte Danmark. BNP-væksten for 2019 endte på 2,4%, beskæftigelsen var rekordhøj, de offentlige finansier sunde, og der var ingen større og truende ubalancer i økonomien.

En markant risiko for dansk økonomi er dog udlandet og eksporten. Vi forventer, at udlandet vil halte bagefter Danmark, og dermed også sætte eksporten under pres og en vis snor i den danske genopretning. Et lille lyspunkt i det henseende er, at vi har en væsentlig mindre konjunk­tur­føl­som eksport med et højt fokus på medicin og vindmøller, men vi kommer ikke udenom, at vi i høj grad er påvirkede af udlandet.

Stærkt boligmarkedet i hård modvind

Også på boligmarkedet er udfaldsrummet forøget. Mit hovedscenarie er, at boligpriserne alene vil lide et moderat fald.

Boligmarkedet kommer til at opleve en periode med en markant nedgang i han­del­sak­ti­vi­te­ten. Der er dog i mange tilfælde ikke tale om boligdrømme, der brister, men derimod boligdrømme, som er udskudt for en periode. Derfor ser jeg et boligmarked, som kommer stærkt tilbage i løbet af 2. halvår, om end der for året stadig vil være tale om prisfald på 3%. Det er en markant nedjustering i forhold til den hidtidige prognose. Når boligpriserne ikke falder endnu mere, hænger det delvist sammen med, at boligmarkedet står med et robust udgangspunkt til hård modvind.

Det skal noteres, at såfremt de mere negative scenarier udspiller sig, så taler vi også om en væsentlig mere negativ historie for boligmarkedet. I vores værste scenarie taler vi om prisfald på op mod 10% i år ifølge vores prognoser.

Klummen er bragt på Euroinvester 17 april.

Relaterede artikler