De økonomiske udsigter når champagnepropperne springer

Goddag til 2020, som vil tegne sig for mange af de samme tendenser som 2019.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Mindre men godkendt økonomisk håndsrækning til virusramt økonomi

Om ganske kort tid ringer rå­d­hus­klok­ker­ne, som markerer den perfekte forening af farvel og goddag. Farvel til 2019, som med økonomiske briller har budt på adskillige rekorder lige fra ar­bejds­mar­ke­det til de finansielle markeder til boligmarkedet. Goddag til 2020, som vil tegne sig for mange af de samme tendenser men i et økonomisk langsommere tempo.

Rekordstime i 2019

Jeg giver 2019 et 10-tal. Naturligvis på 13-skalaen, som jeg er vokset op med. Året har budt på en stribe af ”rekorder”. Et ord jeg nu berettiget vil bruge i flæng. Beskæftigelsen slår rekorder måned efter måned, hvor vi nu er et mulehår fra 2,8 mio. beskæftigede lønmodtagere i Danmark.

Ak­tie­mar­ke­der­ne har budt på rekorder, mens ob­liga­tions­mar­ke­der­ne nyder godt af cen­tral­ban­ker­nes købsinteresse. På den hjemlige egn har udviklingen hamret boligrenterne i sænk og skabt ny kon­ver­te­rings­re­kord. Rentefaldet betyder også, at 2019 har budt på vaskeægte rekorder på boligmarkedet. Både hus- og lej­lig­heds­pri­ser­ne rammer det højeste nogensinde.

Væksten for året ser jeg lande på 2% primært drevet af eksporten. Man kan studse lidt over, at væksten er drevet af den udenlandske efterspørgsel, som ellers har været ramt af politisk uro og væk­stop­brems­ning, men det skyldes ikke mindst, at vi i Danmark har en mindre konjunk­tur­føl­som eksport med et højt fokus på medicin og vindmøller.

2020 i et langsommere tempo

Til næste år øjner jeg ny be­skæf­ti­gel­ses­re­kord, men stigningen bremser op. 20.000 flere arbejde til næste år forventer jeg. BNP vokser med 1,4% til næste år, som også er et skridt ned i forhold til de foregående år. Både opbremsning i be­skæf­ti­gel­ses­stig­nin­gen og en langsommere økonomisk fremgang er helt naturligt i takt med, at der bliver færre ledige hænder så langt inde i et sundt økonomisk opsving.

De danske forbrugere står bomstærkt i øjeblikket, og pri­vat­for­bru­get bliver største bidragsyder til væksten i 2020. Beskæftigelsen er rekordhøj, og vi oplever pæne re­al­løns­stig­nin­ger. Som et ekstra vitaminindskud har boligejerne omlagt lån for et historisk stort milliardbeløb, og det frigiver penge til forbrug hos de danske boligejere. Forbrugskvoten er fortsat lav, og der er manøvrerum til en stigning i pri­vat­for­bru­get.

Med de fortsat fine takter i økonomien suppleret med lave renter er der støbt et solidt fundament for nye prisrekorder på boligmarkedet. Medvind på hus- såvel som som­mer­huspri­ser­ne vil få priserne til at stige med 3% på landsplan, mens lej­lig­heds­mar­ke­det endnu har en del modvind at forholde sig til og tæt på uændrede priser i sigte.

På rentesiden er der udsigt til et nogenlunde uændret renteniveau og ro på de pengepolitiske renter i en tid. Vi skal være åbne for et eftersyn af ECBs pengepolitik med Christine Lagarde ved roret, men næppe allerede i 2020. Vi forventer flade renter i den første del af året efterfulgt af en svag rentestigning og stejling af rentekurven i 2. halvår 2020. På den danske front er vi trådt et skridt nærmere en selvstændig dansk ren­te­for­hø­jel­se.

På den internationale front, kommer de selvsamme emner til at trække overskrifter. Risikoen for et hårdt Brexit kan vi endnu ikke sende på pension. Trods en fase 1 aftale mellem USA og Kina i sigte, tror jeg først på en større handelsaftale i 2. kvartal. Det er tids nok til at kunne bruge det aktivt til præ­si­dentval­get, og tids nok til at evaluere behovet for at åbne en ny flanke, hvor EU kan stå for skud. Der hersker ingen tvivl om, at de største risici for dansk økonomi ligger uden for landets grænser.

Min nytårsaften kan minde lidt om året, som vi går ind i. Jeg er blevet ældre, så der er ikke så meget fart på, som for nogle år tilbage. Jeg kommer til at jonglere med kød på grillen, kartofler i ovnen, nervøsitet for nytårskrudtet uden for døren, gæsterne, døtre på henholdsvis 1 og 4 år, og en sovs, som ikke må brænde på - min kone laver (forhåbentlig) salaten. Med andre ord kommer der til at være mange bolde i luften. Jeg glæder mig enormt meget til nytåret - og til 2020. Det skal nok blive be­gi­ven­heds­rigt og spændende. Rigtig godt nytår!

Klummen er bragt på Euroinvestor 27 december 2019.

Relaterede artikler