Ledige stillinger falder for andet kvartal i træk

Arbejdsmarkedet viser stærke takter i en urolig tid.

Beskæftigelsen brager op i ny rekord

Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 63.140 ledige stillinger i 4. kvartal, når vi tager højde for normale sæsonudsving i den private sektor herhjemme. Det er 2.654 færre end i 3. kvartal, og samlet for de to kvartaler er der ca. 6.000 færre ledige stillinger.

Ar­bejds­mar­ke­det viser stærke takter i en urolig tid. Godt nok drosler tempoet stille og roligt ned, hvor antallet af ledige stillinger falder for andet kvartal i træk, men niveauet er fortsat højt. Beskæftigelsen fortsætter også med at slå rekorder, så trods lavere fart på ar­bejds­mar­ke­det, så er der efterspørgsel efter arbejdskraft.

Tager vi de lidt længere briller på, så er efterspørgslen efter arbejdskraft faldet gennem det meste af 2022. Det betyder, at der i 4. kvartal er ca. 0,3% færre ledige stillinger end i samme kvartal sidste år. Det seneste års fald i stil­lings­op­sla­ge­ne siger dog mest af alt noget om den høje hastighed på ar­bejds­mar­ke­det i den første del af 2022, hvor antallet af ledige stillinger slog rekord i 2. kvartal.

I januar steg ledigheden med 300 personer. Det betyder, at ledigheden er steget i tre måneder med samlet omkring 4.000 personer. Der venter en mere udfordrende tid for ar­bejds­mar­ke­det på ryggen af massiv inflation, faldende købekraft hos forbrugerne og kraftige ren­testig­nin­ger. Det resulterer i et mindre behov for arbejdskraft. Reaktionen på ar­bejds­mar­ke­det sker typisk med en forsinkelse, og vi forventer et 2023 med færre nye stil­lings­op­slag, lavere beskæftigelse og stigende ledighed.

Relaterede artikler