Hurtige feriepenge sender indlånet op i ny rekord

Indlånet har taget et hop op i marts.

Boligpriserne fortsætter fremgangen

Nye tal fra Nationalbanken viser, at danskerne i marts havde 1.023 mia. stående i banken – hele 15 mia. mere end i februar. Indlånet er derved steget med 6,1 procent siden februar marts år, svarende til 58,5 mia. kr. Indlånet rammer derved det højeste niveau nogensinde.

Indlånet har taget et hop op i marts, og det skyldes blandt andet, at de hurtige danskere nåede, at få deres feriepenge udbetalt i marts. Vi kan dog se, at danskerne ikke var længe om at tage forbrugshatten på. Detailsalget slog rekord i marts og det vidner om at forbrugerne er købestærke og at forbrugslysten er intakt. Udbetalingen af feriepengene var dog med til at sikre en ind­låns­stig­ning, på trods af det høje forbrug i butikkerne.

Vi ser mulighed for en yderligere ind­låns­stig­ning i april. De sidste feriepenge vil blive udbetalt, og de får ydermere selskab af overskydende skat, hvor danskerne netto skal have 12,4 mia. tilbage i skat. Indlånet vil dog få modvind af genåbningen, hvor blandt andet restauranterne åbnede 14 dage før planlagt, hvilket har givet danskerne mulighed for at igen at bruge penge i ser­vi­ce­er­hver­ve­ne.

Ser vi lidt længere fremad forventer vi, at stig­nings­tak­ten i indlånet drosler ned. Fortsat økonomisk fremgang vil trække op i indlånet. Der er dog ikke kun medvind til indlånet, da genåbningen af økonomien vil øge for­brugs­mu­lig­he­der­ne, hvilket vil give danskerne mulighed for at øge deres forbrug. Det højere forbrug vil trække ned i indlånet.

Ser vi på den enkelte, så har hver voksne dansker gennemsnitligt 220.000 kr. stående på bankbogen. Kan man ikke genkende sig selv i det tal, skal man ikke gå i panik. En nylig analyse fra Nationalbanken viser, at den typiske dansker har 51.000 kr. stående. Den store forskel mellem den typiske dansker og gennemsnittet skyldes, at en lille gruppe danskere har mange penge stående.

Relaterede artikler