Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Nationalbanken i nyt forsvar af svag krone - længste og største forsvar siden 2016

Nationalbanken i nyt forsvar af svag krone - længste og største forsvar siden 2016

5. februar 2020
Gå til nyhedsoversigt

Netop offentliggjorte tal viser, at Nationalbanken intervenerede igen i januar, hvor man solgte valuta for 12,1 mia. kr. for at købe og styrke kroner. Det sker efter, at kronen har oplevet et svækkelsespres overfor euroen i efteråret, og som sidenhen er fastholdt på et svagt niveau.

Nationalbanken spiller med musklerne, og med tanke på at kronen de seneste måneder har handlet på tæt på det svageste niveau i 18 år, så er der intet overraskende i det. Det er nu fjerde måned i streg, at Nationalbanken intervenerer for nu samlet set 17,8 mia. kr., som er både det længste og største forsvar af kronen siden 2016. Og der er bestemt potentiale for, at Nationalbanken ikke er færdige. Selvom den endnu langt fra står mejslet i sten, så bevæger en selvstændig dansk renteforhøjelse sig unægtelig nærmere, for hver måned der går med uændret svag kronekurs og tiltagende interventionskøb af kroner.

Januar-interventionen på 12,1 mia. kr. sætter desuden de tre foregående måneder til vægs, som lød på 0,4 mia. kr., 1,2 mia. kr. og 4,1 mia. kr. i henholdsvis oktober, november og december. Dermed er der i runde tal tale om en tredobling af interventionskøbet måned efter måned.

I januar har kronekursen formået at holde et yderst stabilt men svækket niveau. Nationalbanken har således formået at stabilisere kronekursen, men ikke formået at ændre retningen for den svækkede kronekurs. Kursen er i skrivende stund 7,4728.

Den danske krone blev gradvist svækket overfor euroen i september og oktober, blandt andet efter ECB i september sænkede renten med 10 bp. Nationalbanken fulgte ellers med ECB med en tilsvarende rentesænkning, men ECB tilføjede differentierede rentesatser, som friholder en del af bankernes indlån mod negativ rente. Det fungerer i realiteten som en implicit renteforhøjelse. Med andre har Nationalbankens rentesænkning alt andet lige været mere markant end ECB’s, som bidrager til kronesvækkelse.

Udsigt til fortsat lave boligrenter

Ser vi på det med de danske boligejeres briller, så er udsigten til fortsat lave renter i en rum tid komplet uændret. Den seneste kronesvækkelse og spekulation om en selvstændig dansk renteforhøjelse vil i et større perspektiv kun være en lettere finjustering af renterne og altså ikke et nyt renteniveau. Indskudsbevisrenten er i øjeblikket -0,75%. Udover en potentielt selvstændig dansk renteforhøjelse i et alene mindre omfang, så vil Nationalbanken læne sig op ad renteændringer fra den europæiske centralbank, ECB. Og til ECB har vi ingen forventninger til ændrede renter som minimum 2020 ud, hvor renten i øjeblikket ligger på -0,50%.