Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Ketchupeffekten i detailsalget fortsætter

Ketchupeffekten i detailsalget fortsætter

27. juli 2020
Gå til nyhedsoversigt

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget steg med 1,4 procent i juni sammenlignet med maj. Efter en massiv ketchupeffekt i maj, hvor detailsalget steg med en historisk stigning på 9,4 procent, stiger detailsalget nu i juni med 1,4 procent

Vi ser altså, at der forbrug danskerne udskød i marts og april er blevet placeret i maj og juni. Det ser altså ud til, at ketchupeffekten i danskernes forbrug således er fortsat ind i juni. Der er dog næppe tale om et nyt niveau for detailsalget. De kommende måneder forventer vi fortsat er enormt skrøbelige, og afgørende for hvordan privatforbruget kommer igennem krisen.

Stigningen i juni er særligt drevet af, at danskerne var ude og forny sommergarderoben i juni. Salget af tøj og beklædning steg med hele 21,6 procent i juni. Salget af fødevarer og andre dagligvarer faldt med 2,1 procent, mens salget af andre forbrugsvarer steg med 1,7 procent.

Det er dog væsentligt at fremhæve, at detailsalget ikke tager højde for nethandel på udenlandske hjemmesider. Det betyder at detailsalget ikke nødvendigvis fanger de underliggende forbrugsmønstre, som danskerne har i øjeblikket, og det gør det ydermere vanskeligt at sammenligne de forskellige grupper i detailhandlen. Der er altså en vis sandsynlighed for at danskernes forbrug har ligget højere end detailsalget tilsiger.

Dansk økonomi er dybt afhængige af privatforbruget hvis vi skal undgå en dyb recession. Vi venter derfor i spænding på alle tegn, der indikerer noget om danskernes forbrugsvaner. Vores undersøgelse fra Voxmeter pegede nemlig på, at kun 24 procent af danskerne ville øge deres forbrug før aftalen om feriepenge blev indgået, mens 12 procent ligefrem regnede med at sænke deres forbrug. Det er langt fra nok til at holde gang i dansk økonomi, og vi håber og forventer, at udbetalingen af feriepengene kan få danskernes til at slække på forsigtigheden og skrue op for forbruget.

Vores forventninger er stadig at vi står midt i en dyb men kort recession. Dansk økonomi har fået et kæmpe slag, og det vil betyde, at der vil gå en rum tid før vi igen skal snakke beskæftigelsesrekorder. Vi forventer dog at tilbageslaget bliver kort. Når nu stormen skulle komme, kom den egentlig på et meget godt tidspunkt, da dansk økonomi var kernesund op til krisen uden nogle synderlige ubalancer, sunde finanser og rekordhøj beskæftigelse. Vi kommer dog ikke uden om at usikkerheden er enorm i øjeblikket, og både markant økonomisk nedgang hos vores samhandelspartnere og nye smittebølger vil kunne sende dansk økonomi ud i en langvarig recession.

Undersøgelsen er gennemført af Voxmeter for Arbejdernes Landsbank. Undersøgelsen er gennemført som webinterview ved brug af Voxmeters CAWI-system. Undersøgelsen baserer sig på 1.006 besvarelser og er repræsentativ for den danske befolkning over 18 år. Besvarelserne er indsamlet i perioden 2. juni – 9. juni 2020.