Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Bilsalget sluttede sommeren stærkt af

Bilsalget sluttede sommeren stærkt af

8. september 2020
Gå til nyhedsoversigt

I august blev der solgt 19.226 biler, når der tages højde for normale sæsonudsving. Det viser friske tal fra Danmarks Statistik. Det er et fald på 4,2 pct. i forhold til juli. Faldet kommer ovenpå et højt bilsalg i juni og juli, og det betyder umiddelbart, at den milde ketchupeffekt i bilsalget er ovre for nu. 

Vi kan med dagens tal se, at juni og juli måneds opblomstring i bilsalget er aftaget lidt ind i den sidste sommermåned. Den milde ketchupeffekt, som har præget tallene i juni og juli, er altså ebbet ud, og vi forventer, at bilsalget skal finde et lavere niveau de kommende måneder – et niveau som er lavere end før vi gik ind i krisen. Det er helt naturligt, at efterspørgslen efter biler finder et mere stabilt leje og på et lavere niveau end før krisen, når vi står midt i et hårdt slag til dansk økonomi, hvor tusindvis er endt i ledighed.

Vi taler dog ikke om et niveau, som er meget lavere, da vi forventer, at det hårde slag vil være kortvarigt med fornyet økonomisk fremgang mod slutningen af året, som igen vil påvirke bilsalget i opadgående retning. Når det er sagt, så må vi dog ikke glemme, at risikoen for en mere langvarig tilbagegang i dansk økonomi fortsat eksisterer. Vi er langt fra på den sikre side endnu. En mere langvarig krise vil også ramme bilsalget hårdere end vores nuværende scenarie.

Husholdningerne har også brugt sommeren til at købe bil

Zoomer vi ind på de danske husholdninger, blev der i august solgt 12.257 biler. Det er 4,8 pct. færre biler end i juli. Ligesom det overordnede bilsalg ebbede også bilsalget til husholdningerne en anelse ud i august. Man har i Coronakrisens begyndelse som følge af smittespredning og nedlukning ikke kunne komme ud og prøvekøre den nye drømmebil, hvorfor en del bildrømme har været sat på pause. Og det er altså de bilkøb, som i løbet af sommeren er blevet gennemført.

Hybrid- og elbiler vinder frem

De gode tider for elbiler fortsætter, og i årets første otte måneder er der solgt i alt 5.208 elbiler i Danmark. Det er 64 pct. flere elbiler end i samme periode af 2019. Det er dog de såkaldte hybridbiler, der går som varmt brød i øjeblikket. I årets første otte måneder er der solgt 9.550 hybridbiler, hvilket er 305 pct. flere end i samme periode i 2019.

Det dog vigtigt at huske, at salget af hybrid- og elbiler kommer fra et relativt lavt niveau. Til sammenligning så udgør hybridbilsalget ca. 14 pct. af det samlede bilsalg, mens elbilsalget udgør lidt under 6 pct.