Tyske feriegæster har kursen sat mod danske kyster
Tyske feriegæster har kursen sat mod danske kyster og sommerhuse i højsæsonen.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at tyske gæster har booket 132.523 husuger i højsæsonen i juli og august ved udgangen af april. Det er det højeste antal uger nogensinde på denne tid af året. En booket husuge angiver, hvor mange hele ugers bookinger, som er foretaget til og med april måned. Statistikken går tilbage til 2005.
Tyske feriegæster har kursen sat mod danske kyster og sommerhuse i højsæsonen. Faktisk har de tyske gæster booket rekordmange uger ved udgangen af april, og det tegner altså til at blive en overordentlig fornuftig sommer for sommerhusudlejerne. Tyskerne er klart den vigtigste nationalitet for sommerhusudlejerne, da de står for op imod to tredjedele af overnatningerne i danske udlejede sommerhuse.
I alt er der booket 189.724 husuger i højsæsonen i juli og august, hvis vi ser på tværs af nationaliteter. Her når vi ikke rekordhøjde, men er dog stadig på et højere niveau end før corona. Det hænger sammen med, at de danske gæster ikke har booket et lejet sommerhus i lige så høj grad, som under corona, mens der også kommer færre svenskere og nordmænd.
Vi har også fået en status på antallet af overnatninger i april. I marts og april til sammen var der i alt 8,01 mio. overnatninger i danske feriehuse, hoteller, campingpladser, vandrerhjem og feriecentre. Det gjorde påsken til den tredje travleste nogensinde målt på overnatninger. For at gøre sammenligningen retvisende tilbage i tid lægger vi marts og april sammen, da påsken kan optræde i begge måneder.
Dagens tal bekræfter, at efterspørgslen efter overnatninger i Danmark er høj. 2024 bød på det højeste antal overnatninger nogensinde, og der er intet, som tyder på, at det kommer til at ændre sig radikalt i 2025, som også ser rigtig god ud. De første fire måneder af 2025 har i hvert fald budt på rekordmange overnatninger.