Tæt på uændret ledighed
Vi har at gøre med et arbejdsmarked i topform, som slår beskæftigelsesrekorder på stribe.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden står til at stige med 264 personer i maj, når der tages højde for sæson. Det er så godt som uændret ledighed. Det viser ledighedsindikatoren. Med dagens tal er ledighedsprocenten på 2,9%, hvor den har ligget i 18 måneder nu.
Ledigheden er lav og den står tæt på stille. Vi har at gøre med et arbejdsmarked i topform, som slår beskæftigelsesrekorder på stribe. Den stærke fremgang i beskæftigelsen er med til at sikre få ledige i Danmark. Der er ikke meget nyt i dagens tal, udover endnu en konstatering om et stærkt dansk arbejdsmarked.
Ledigheden har stået stille i det meste af 2025. Der er godt 87.000 ledige personer i Danmark, hvor der til sammenligning var flere end 100.000 ledige før corona. Ledigheden var kortvarigt nede og vende på 72.000 på ved ud af corona, men på trods af stigning efterfølgende er ledigheden fortsat lav i en historisk kontekst.
Beskæftigelsen drøner frem og er foreløbig steget mere end 10.000 personer i 2025. Stillingsopslagene ligger fornuftigt til, og vi forventer yderligere beskæftigelsesrekorder i vente og tror på samlet stigning i beskæftigelsen i 2025 på mere end 30.000. Den stærke beskæftigelsesfremgang er med til at holde ledigheden i kort snor.
Usikkerheden er dog lige nu større end normalt. Et mørkt skydække bestående af potentiel toldkrig hænger over os. Intet er mejslet i sten, og mange spørgsmål står fortsat som ubesvarede. Foreløbig har usikkerheden i sig selv ikke givet større anledning til at rykke på de større økonomiske parametre, og dansk økonomi står et godt sted, hvilket dagens ledighedstal også indikerer.