Fald i dansk eksport efter rekordhøjde
Usikkerheden er lige nu steget mærkbart med nye toldsatser og nye forudsætninger for international handel.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at Danmark eksporterede for 174 mia. kr. i marts. Det er et fald på 1% i forhold til måneden før. Eksporten har vist nedadgående takter siden årsskiftet. Ser vi på årets første tre måneder er eksporten 3,6% lavere sammenlignet med de forudgående tre måneder. Faldet i den spæde del af 2025 kommer imidlertid efter en overordentlig kraftig stigning i december, hvor eksporten ramte nye rekordhøjder.
Eksporten har taget et nøk ned her i begyndelsen af 2025. Men eksporten slog vel at mærke rekord lige inden årsskiftet, og vi kommer derved fra et rekordhøjt niveau. Og ser vi på det i et længere perspektiv, så ligger dansk eksport lige nu trygt og godt og fortsat til den pæne side. Usikkerheden er lige nu steget mærkbart med nye toldsatser og nye forudsætninger for international handel. Det samlede puslespil for handelssituationen mangler fortsat mange brikker, og vi vil set det udvikle sig videre og den næste tid. Det kan også rykke på betingelserne for den danske eksport, men vi kan konstatere, at eksporten står et ganske fornuftigt sted til trods for en ny og højere usikkerhedsfaktor.
Selvom eksporten har peget ned gennem årets første tre måneder, så er den mærkbart højere sammenlignet med for et år siden. I 1. kvartal er dansk eksport øget med mere end 9% i forhold til samme periode sidste år. Og fremgangen er i tillæg meget bredt forankret. Det er således ikke udelukkende medicin, som berettiget får en stor del af rampelyset, men en meget stor del af den samlede danske eksport, som har vist fremgang over det seneste år. Og det er altså positive takter, særligt for en tid hvor vi er på vej ind i en markant mere usikker tid for eksporten med øjnene rettet mod nye toldsatser.
Vi står i en tid, hvor usikkerheden er massiv ovenpå udmeldingen om nye toldsatser. Vi vurderer dog samlet set, at dansk eksport er ganske modstandsdygtig. Den direkte påvirkning på dansk eksport til USA ser vi som relativt begrænset. Men kommer de højere toldsatser overfor EU til at svække den europæiske økonomi i større grad, som i forvejen kører på lavt blus, så kan det få langt større betydning for dansk eksport end den direkte effekt over mod USA. Så det er klart en risikofaktor, om end dansk eksport lige nu står et godt sted. På positivsiden kan dansk eksport i de kommende år blive understøttet af Tysklands kommende og massive investeringer i infrastruktur og grøn omstilling, som kan åbne døren for en række danske eksportvirksomheder.