Skip til indhold

Detailsalget viser pæne takter

Detailsalget har pil op og har været støt stigende i en rum tid.

Kvinde Kikker På Tøj I En Butik

Nye tal for Danmarks Statistik viser, at detailsalget steg med 0,3% i august. Detailsalget er nu steget i 6 ud af 8 måneder i 2025. Sammenligner vi den foreløbige del af 2025 med samme periode i 2024, så ligger detailsalget 3,2% højere i år. Salgstallene er korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage. 

Detailsalget har pil op og har været støt stigende i en rum tid. Samtidig er vi så småt på vej ind i nogle måneder med Black Friday og julehandel, og vi så netop også, at detailhandlens erhvervstillid senest har taget et spring i vejret med udsigt til ekstra travlhed om ganske kort tid.

Det er blandt andet bedre omstændigheder for forbrugerne, som giver detailsalget ben at gå på. Beskæftigelsen drøner derudaf, mange danskeres indkomst er steget pænt, renterne er lavere og inflationen er faldet til ro. Et skår i glæden er dog de mærkbart højere fødevarepriser, som er med til at holde for­bru­ger­til­li­den i ave. Vi forventer dog alligevel at se detailsalget fortsætte sin opadgående tendens over den kommende tid.

I august bidrog køb af tøj og fødevarer til den positive de­tai­lom­sæt­ning. Køb af andre forbrugsvarer faldt i august, men er omvendt den del, som har bidraget mest set over det seneste år. Her ligger blandt andet finder salg af udstyr til bolig og fritid i butikker, supermarkeder, di­sco­unt­for­ret­nin­ger, varehuse og stormagasiner.

Vi forventer et stigende privatforbrug i de kommende år, som igen kan være med til at drive de store tal i dansk økonomi fremad. Den generelle fremgang i detailsalget i 2025 er med til at understøtte den forventning. De gode forudsætninger for pri­vat­for­bru­get ser vi have grobund i et stærkt arbejdsmarked med rekordhøj beskæftigelse og pæne lønstigninger for mange danskere. Hertil er renterne kommet på et lavere niveau, hvor især mange boligejere med variabel rente har oplevet at have flere mellem hænderne igen. Dog giver de højere fødevarepriser et skår i glæden, og på nuværende tidspunkt er der ikke udsigt til mærkbart lavere fødevarepriser lige om hjørnet.

Relaterede artikler