Industrivirksomheder forventer negativ påvirkning af nye toldsatser
Klart størstedelen ser sig i risiko for at blive negativt påvirkede.
Dagens tal for erhvervstilliden fra Danmarks Statistik viser, at erhvervstilliden i Danmark stiger en my til 103,5 i september fra 103,3 i august. Underliggende mellem brancherne er der imidlertid stor forskel. Industrien trækker ned i september med et stort dyk, mens detailhandlen stiger mærkbart. I byggeriet og i serviceerhververvene er tilliden lidt højere i september.
Danmarks Statistik har samtidig undersøgt industriens påvirkning af de nye toldsatser fra USA. Og her vurderer mere end 70% af virksomhederne i industrien, at de i et eller andet omfang vil blive påvirket af de nye toldsatser. 42% svarer lille negativ påvirkning, 26% nogen negativ påvirkning og knap 4% meget negativ påvirkning.
Det er helt tydeligt, at de nye toldsatser sætter sit præg hos industrivirksomhederne. Tallene taler sit tydelige sprog, hvor klart størstedelen ser sig i risiko for at blive negativt påvirkede. Vi hæfter os dog samtidig ved, at den største pulje ligger i svaret om alene at lille negativ påvirkning. Men dog stadig negativ, at det må ikke negligeres. Højere toldsatser er alt andet end positivt, og det har potentialet til at sætte en bremse i noget af den økonomiske fremgang. Vi tror dog for nu ikke, at det vil få massiv negativ påvirkning på dansk økonomi, hvilket også harmonerer med dagens tal, hvor virksomheder med meget negativ påvirkning kun udgør en lille andel hos industrien. Vi ser samtidig, at andre dele af økonomien viser noget pænere takter.
Den samlede erhvervstillid holder sig derimod umanerlig stabil. Erhvervstilliden har gennem det seneste år alene bevæget sig indenfor et snævert interval, hvor den ikke har været under 103 og ikke over 107. Til sammenligning var erhvervstilliden senest på 91 i 2022 og på 55,5 i 2020 tilbage under corona. Tidligere begivenheder som omkostningspres, højere renter og corona fik erhvervstilliden ud i mærkbare dyk. Den nuværende situation er per definition anderledes, men usikkerheden er taget til, og vi ser også, at tilliden hos særligt industrien er faldet. Omvendt stiger den hos detailhandlen, hvor vi så småt er på vej ind i en periode med Black Friday og julehandel.