Nye stillingsopslag holder højt niveau
Der bliver i dag slået lidt flere stillinger op end før corona. Så selvom økonomien er i tilbagegang med skrumpende BNP, så er arbejdsmarkedet langt fra gået i stå.
Friske tal fra Jobindsats viser, at der blev slået 27.275 nye stillinger op i januar. Det er 34% flere end i december. Når vi tager højde for sæson, er der tale om et stort set uændret antal stillingsopslag. Sammenligner vi med tiden før corona, bliver der fortsat slået omkring 10% flere stillinger op.
Nye stillingsopslag holder højt niveau. Der bliver i dag slået lidt flere stillinger op end før corona. Så selvom økonomien aktuelt er i tilbagegang med skrumpende BNP, så er arbejdsmarkedet langt fra gået i stå. Der er fortsat pæn efterspørgsel på arbejdskraft fra virksomhederne, mens beskæftigelsen slår rekord på rekord.
Beskæftigelsen er aktuelt rekordhøj med mere end 3 mio. lønmodtagere i arbejde. Dog ser vi en ledighed som stædigt stiger måned for måned, men stigningen er alene afdæmpet, og der er grundlæggende få ledige personer i Danmark.
De seneste år har budt på en ekstremt høj efterspørgsel på arbejdskraft. I slutningen af 2021 toppede antallet af nye månedlige jobopslag på mere end 35.000. Siden da er der kommet lidt mere ro på.
Dansk økonomi er i recession, og arbejdsmarkedet reagerer typisk med en forsinkelse. Derfor forventer vi også en sværere tid for arbejdsmarkedet. Det kan betyde færre jobopslag, faldende beskæftigelse og fortsat stigende ledighed. Imidlertid er der foreløbigt meget der peger på en blød landing, og det er også vores hovedscenarie.