Mindre fald i detailsalget
Dog er det samlede billede, at salget er kommet godt igen i slutningen af 2023. 4. kvartal viser, at detailsalget ligger ganske højt.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget faldt med 1,0% i december i forhold til november. Det er første gang i fem måneder, at salget falder i de danske detailbutikker. Faldet i december er begrænset, og detailsalget var i december 7,5% højere end i juli. Salgstallene er korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage.
Detailsalget bød på et lille fald i december, men billedet er faktisk i højere grad, salget er kommet rigtig godt igen i den sidste del af 2023. Set over de seneste tre måneder samlet set, så har detailsalget bevæget sig op på det højeste i næsten to år.
Der ligger gode og solide forklaringer bag de generelt højere salgstal i detailhandlen. Den sidste del af 2023 bød på de højeste lønstigninger i 15 år, en rekordhøj beskæftigelse og pæne opsparinger hos danskerne. Det spiller en nøglerolle i den fornyede medvind i detailhandlen. Forbrugerne har samtidig oplevet, at inflationen er faldet totalt til ro, og kommer dermed igen længere for deres tjente penge.
Rekordmange er i beskæftigelse i Danmark og har rundet historiske 3 mio. lønmodtagere i arbejde. Alene i 2023 kom der 32.000 flere personer i arbejde. Lønningerne er samtidig steget med næsten 5% på et år, hvilket tegner sig for de højeste lønstigninger siden 2008. Det sikrer danskerne fremgang i reallønnen, efter den tordnede ned sidste år med høj inflation. I tillæg har danskerne næsten 1.200 mia. kr. stående på bankkontoen i polstring. Det er med til at holde en hånd under salget i butikkerne.