Lønstigninger på 5,3% i 2. kvartal
Samtidig er inflationen banket i bund, og det betyder, at der igen er fremgang i danskernes realløn.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at lønningerne herhjemme steg med 5,3% i 2. kvartal sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det er 7. kvartal i træk med årlige lønstigninger på mere end 3%. Løntallene fra Danmarks Statistik går tilbage til 2017.
Lønstigningerne befinder sig højt. Overenskomster, rekordhøj beskæftigelse og lav ledighed er blandt ingredienserne, som er med til at hive lønningerne opad. Samtidig er inflationen banket i bund, og det betyder, at der igen er fremgang i danskernes realløn.
Lønningerne i den private sektor er steget med 5,3% i 2. kvartal i forhold til samme kvartal året før. Forlænger vi med tal fra Dansk Arbejdsgiverforening, så er det den højeste stigning i mindst 30 år. I det offentlige lød de årlige lønstigninger på 6,5% i staten, 3,7% i regionerne og 5,1% i kommunerne.
Forbrugerpriserne var i 2. kvartal 1,7% højere end i samme kvartal i 2023. Og med en gennemsnitlig lønstigning på 5,3%, så giver det en pæn fremgang i reallønnen på omkring 3,5%. Det kommer ovenpå et 2022, hvor reallønnen buldrede ned som følge af den skyhøje inflation på mere end 10%. I den sidste del af 2010´erne steg reallønnen med i omegnen af 1%-2% om året.
Der er udsigt til, at de højere lønstigninger og rekordhøje beskæftigelse kan sætte nyt skub i privatforbruget, som havde det lidt svært i første del af 2024. Privatforbruget står for næsten halvdelen af den samlede danske økonomi og har dermed stor betydning. Dansk økonomi står et stærkt sted og altså med udsigt til yderligere at vokse, særligt drevet af privatforbruget, som vi forventer begynder at vokse igen i den resterende del af 2024.