Lille fald i detailsalget i april
Det efterlader ikke ligefrem et indtryk af, at danskerne for alvor har åbnet op for pengepungen igen.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget faldt med 0,6% i april. Det er anden måned i træk med et vigende salg i detailhandlen, hvor det også faldt marginalt i marts med 0,1%. Salgstallene er korrigeret for prisændringer, sæsonudsving og handelsdage.
Salget i detailhandlen falder en smule. Det er dog kun marginalt, men er i løbet af de seneste fem måneder faldet i fire af månederne. Det efterlader ikke ligefrem et indtryk at, at danskerne sådan for alvor har åbnet op for pengepungen igen.
Tager vi dog et lidt længere perspektiv, så har detailsalget overordnet set peget op siden begyndelsen af 2023. Og det ændrer de seneste måneders lille ikke på. Vi forventer også, at der vil være pil op herfra. Rekordhøj beskæftigelse, højeste lønstigninger i 25 år og ro på inflationen giver fornyet købekraft hos forbrugerne og tilsvarende grobund stigende detailsalg.
Vi forventer, at privatforbruget igen kommer til at vokse og bidrage til den samlede danske økonomi. Beskæftigelsen slår nye rekorder og er vokset med næsten 11.000 alene i 2024. Samtidig lød de årlige lønstigninger på 5% i 1. kvartal, som er de højeste lønstigninger siden 1999. Og ser vi det i forhold til en inflation op omkring 1% i samme periode, så genvinder danskerne i øjeblikket en stor del af den tabte købekraft.
I 2021 og 2022 dykkede detailsalget massivt. Danskerne oplevede et massivt dyk i købekraften som følge af den højeste inflation i omkring 40 år. Samtidig kom faldet i detailsalget fra et ekstremt højt salgsomfang under corona, så det dykkede fra en enormt høj tinde. Men siden begyndelsen af 2023 har salget overordnet set haft pil op trods de seneste måneders lille fald.
Det let forøgede detailsalg siden begyndelsen af 2023 er især drevet af kategorien Andre forbrugsvarer, hvor man blandt andet finder omsætningen i butikker med salg af udstyr til bolig og fritid samt supermarkedernes, discountforretningernes, varehusenes og stormagasinernes salg af disse varer. Siden bunden i slutningen af 2022 er salget i den kategori vokset med 8%. Salget af tøj er siden bunden også vokset med knap 4%, mens fødevarer er tæt på uændret.