Inflationen holder sig under 1%
Det er en vanvittig lav inflation, som har holdt sig under 1% i seks ud af de seneste syv måneder.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen stiger til 0,9% i marts fra 0,8% i februar. I oktober sidste år var inflationen nede på blot 0,1%, hvor den præcis et år før var oppe over 10%.
Inflationen holder sig under 1%. Det er en vanvittig lav inflation, og den har holdt sig under 1% i seks ud af de seneste syv måneder. Den meget lille stigning i marts giver absolut ikke anledning til bekymring. Vi står i en helt anden situation end for halvandet år siden med brølende høj inflation på mere end 10%. Vi kommer næppe derop igen lige foreløbig, selvom inflationen kan stige herfra.
Kerneinflationen, som ser bort fra udsving i energi og ikke-forarbejdede fødevarer, er uændret på 1,7%. Kerneinflationen er faldet det seneste lange stykke tid og toppede sidste år på 6,7%.
Der er meget mere hånd i hanke med inflationen, som er faldet helt til ro. Og med det seneste års pæne lønstigninger har mange danskere igen oplevet fornyet fremgang i reallønnen. Lønstigningerne har senest ramt de højeste i mere end 30 år og med en meget lav inflation betyder det, at danskerne igen kommer længere for deres tjente penge.
Vi ser stigninger i inflationen forude og forventer en inflation på i underkanten af 3% i 2024. Det vil ikke være alarmerende, og mange danskeres lønstigninger vil også kunne hamle op med det. Vi tror dermed ikke på, at en yderligere stigning i inflationen ville banke danskernes købekraft tilbage i samme omfang, som vi var vidne til for godt et år siden.
Lønstigningerne har ramt det højeste i mere end 30 år, og vi forventer, at det giver fornyet medvind til inflationen. For det første leverer lønstigningerne et omkostningspres hos virksomhederne, og det kan tvinge nogle til at hæve priserne overfor kunderne. For det andet øger de høje lønstigninger danskernes købekraft, som giver grobund for højere privatforbrug. En tiltagende efterspørgsel efter virksomhedernes varer og tjenester vil ofte også resultere i højere priser.