Flere end 30.000 nye stillingsopslag
Nye beskæftigelsesrekorder kan være under opsejling med de her tal i hånden.
Friske tal fra Jobindsats viser, at der blev slået 31.181 nye stillinger op i maj. Det er 3.600 flere end i april. Det er samtidig det fjerdehøjeste antal nye stillingsopslag for en maj måned i statistikkens 21-årige levetid.
Antallet af jobopslag tog et gedigent spring i maj. Vi har alene set tre gange før, at der har været flere end 30.000 stillingsopslag i en maj måned. Det var i 2021, 2022 og 2023 og nu præsterer 2024 så igen det samme. Vi har stadig at gøre med et imponerende jobmarked, og nye beskæftigelsesrekorder kan være under opsejling med de her tal i hånden.
Beskæftigelsen fortsætter med at sætte rekorder. I årets første tre måneder kom der næsten 11.000 flere personer i arbejde, så der i dag er rekordmange 3.016.400 personer i arbejde. Samtidig ligger ledigheden lavt, hvor det seneste halvandets års stigning er bremset op. Dansk økonomi klarer sig pænt og med udsigt til blød landing. Det giver sig også til udtryk ved den fortsatte pæne efterspørgsel efter arbejdskraft.
Ser vi isoleret set på maj måned blev der slået 17% flere nye stillingsopslag op end i årene før corona. Siden toppen i 2022 er antallet imidlertid faldet med knap 20%, men det siger mere om et ekstremt høje niveau på vej ud af corona.
Jobsøgende danskere har med andre ord mange stillinger at søge. Ser man på det samlede antal ledige stillinger i maj, og ikke alene nyopslåede, nåede der at være knap 55.000 stillinger at søge gennem måneden. Det er det højeste antal i næsten et år.