Færre langtidsledige
For første gang i 13 måneder falder antallet af langtidsledige.
Netop offentliggjorte tal fra Jobindsats viser, at der var 328 færre langtidsledige i februar i forhold til januar. Det betyder, at der nu er 16.433 langtidsledige i Danmark. Langtidsledige er defineret ved, at man har været ledig i mindst 80% af tiden indenfor de seneste 12 måneder.
Det er første gang i 14 måneder, at antallet af langtidsledige falder, når der tages højde for sæson. Forud for det nåede langtidsledigheden at stige med godt 3.500 personer. Trods de 13 måneders stigning er langtidsledigheden stadig enormt lav i et historisk perspektiv. Og faldt så en smule i februar.
For første gang i 13 måneder falder antallet af langtidsledige. Samtidig har den forudgående stigning været yderst begrænset, så slutkonklusionen er, at der er meget få langtidsledige i Danmark. Det er på alle måder positivt, at der er så få langtidsledige. Og sammenlignet med før corona er der i dag omkring 9.000 færre langtidsledige.
Dagens tal afspejler et stærkt arbejdsmarked, som der er godt gang i. Nye rekorder i beskæftigelsen har været med til at holde ledigheden i kort snor. I januar steg beskæftigelsen med næsten 4.000 personer. Og det kom i forlængelse af en stigning på mere end 30.000 gennem 2023. Samtidig holder antallet af stillingsopslag et pænt niveau, hvor der i dag stadig bliver slået flere stillinger op end før corona.
Mange indikatorer peger på en blød landing for dansk økonomi, hvor arbejdsmarkedet har overrasket særdeles positivt. Vi har dog set en svag stigning i ledigheden samt langtidsledigheden gennem det seneste halvandet års tid, om end det er begrænset. Arbejdsmarkedet reagerer typisk med forsinkelse, og det er ikke usandsynligt, at ledigheden kan stige yderligere en smule i 2024. Men den bløde landing ser ud til at være godt i gang.