Erhvervstilliden falder for anden måned i træk
Ærgerligt med ny pil ned for tilliden, efter den fik kæmpet sig tilbage til det højeste i mere end to år.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at erhvervstilliden i Danmark falder til 104,0 i august mod 105,9 i juli. Det er anden måned i træk, at erhvervstilliden falder, efter den for to måneder ramte det højeste siden april 2022. Erhvervstilliden nåede sin seneste bund i slutningen af 2022 på 86,7.
Erhvervstilliden falder for anden måned i træk. Ærgerligt med ny pil ned for tilliden, efter den fik kæmpet sig tilbage til det højeste i mere end to år. Men inden de store panderynker når at indlejre sig, så er det væsentligt at notere sig, at faldet er ret beskedent. Samtidig er virksomhedernes forventninger til både antal beskæftigede og produktionen positive for de fleste erhverv. Så der er ingen katastrofestemning over dagens tal, selvom vi gerne havde set, at det gik den anden vej.
I samtlige erhverv hos lige fra industrien, detailhandlen, byggeriet og service er der en forventning til, at fremtiden byder på en stigning i omsætningen og produktionen. På forventningerne til antal beskæftigede, så er der også positive forventninger at spore i industrien, byggeriet og service, mens detailhandlen som den eneste har forventninger om færre ansatte.
Desværre er mangel på efterspørgsel blevet et større tema hos en del virksomheder, og det er værd at holde øje med. Hos industrien er det 35% af virksomhederne, som begrænses af mangel på efterspørgsel. I serviceerhvervene er det 34% og i byggeriet 23%, som hæmmes af mangel på efterspørgsel.