95.000 familier anskaffede sig ny bil sidste år
Bilsalget havde et bedre år i 2023, hvor salget voksede med 16% i forhold til 2022.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at 95.324 familier anskaffede sig en ny bil sidste år enten ved at købe eller lease den. Det er 23.689 flere familier end i 2022 svarende til en fremgang på 33%. Det antal familier svarer til 3,1% af alle familier. Statistikken går tilbage til 2006.
95.000 familier anskaffede sig en ny bil i 2023. Det er flere familier end i 2022, som dog også bød på det laveste antal købelystne familier siden finanskrisen. Bilsalget havde et bedre år i 2023, hvor salget voksede med 16% i forhold til 2022. Samtidig så vi salget af elbiler virkelig bryde igennem muren, hvilket er fortsat med uformindsket styrke ind i 2024.
Der blev solgt omkring 174.000 nye personbiler sidste år. Det er 24.000 flere personbiler end i 2022. Trods fremgangen så var det ikke et bilsalg i overhalingsbanen. Hvis vi ser bort fra 2022, så skal vi tilbage til 2012 for at finde et lavere bilsalg af nye personbiler end i 2023. I år er der samlet set solgt en anelse flere nye personbiler i årets første fem måneder, som i de samme måneder sidste år. Til sammenligning lå bilsalget af nye personbiler på 225.000 i 2019 før corona.
Til gengæld buldrer elbilsalget afsted. Sidste år udgjorde elbiler ca. 34% af det samlede salg af nye personbiler. I år fylder det ca. 43%, og vi har i løbet af juni krydset en bestand på 250.000 elbiler. Det går altså virkelig stærkt for salget af elbiler i øjeblikket, og populariteten er fortsat stigende.
Det er familier i Hørsholm Kommune, som har været de flittigste købere af nye biler sidste år. Her har 7,4% af familierne købt eller leaset ny bil. Ser vi mod bunden, så ligger her en række ø-kommuner og Københavns Kommune, hvor færre end 2,0% af familierne købte ny bil i 2023.