31.000 flere i arbejde i 2023
Beskæftigelsen steg med hele 31.000 personer gennem 2023, og fremgangen sker i langt de fleste brancher.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen steg med 1.300 personer i december, når der tages højde for sæson. Dermed er antallet af lønmodtagere vokset med hele 31.000 personer igennem 2023.
Beskæftigelsen steg med hele 31.000 personer gennem 2023. Aldrig før har så mange været i job i Danmark. Det er svært at få armene ned af begejstring. Det er ikke bare medicinalindustrien, der trækker læsset. Der er fremgang i beskæftigelsen i langt de fleste brancher.
2023 blev året, hvor vi rundede 3 mio. lønmodtagere i Danmark. Fremgangen i beskæftigelsen har været bredt forankret. I 13 ud af 19 brancher er der flere i job i dag end for et år siden. Industrien har hjulpet godt til med en stigning på omkring 4.900 personer, men fremgangen har været bredt forankret. Transportbranchen har f.eks. haft en fremgang på omkring 4.100 personer.
Fremgangen står på skuldrene af 2021 og 2022, hvor økonomien skulle ud af coronakrisen. I de år steg beskæftigelsen sammenlagt med knap 200.000 personer. Med den udvikling i baghovedet, er det meget flot, at fremgangen har kunnet fortsætte. Uden at være helt oppe og ringe historisk set, er stigningen i beskæftigelsen i 2023 bestemt godkendt.
Vi forventer, at beskæftigelsen vil begynde at falde i 2024. Ser vi bort fra medicinalindustrien, som buldrer afsted, har dansk økonomi oplevet svage vækstrater gennem 2023. Høje renter gør indhug i virksomhedernes budgetter, og investeringslysten er faldet. Den slags betyder normalt lavere tempo, færre nyansættelser og for nogle virksomheder endda fyringer. Antallet af stillingsopslag holder dog fortsat pænt niveau, så det er meget muligt, at afmatningen bliver begrænset.