Største fald i producentpriserne siden 2009
Producentpriserne oplever det største årlige fald i 14 år. Det er ufattelig godt nyt, ikke alene for landets virksomheder, men også for de danske forbrugere. Det betyder nemlig, at sandsynligheden for nye markante prisstigninger overfor kunderne forsvinder.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at producentprisindekset steg med 0,2% i august i forhold til måneden før. Det er en stort set ligegyldig stigning, og pilen har overordnet peget ned det seneste år. Producentpriserne er faldet i 9 ud af de seneste 12 måneder.
Producentpriserne er i dag 7,5% lavere end for et år siden. Det er det største årlige fald siden 2009.
Omkostningspresset er lettet massivt for virksomhederne. Producentpriserne oplever det største årlige fald i 14 år. Det er ufattelig godt nyt, ikke alene for landets virksomheder, men også for de danske forbrugere. Det betyder nemlig, at sandsynligheden for nye markante prisstigninger overfor kunderne forsvinder i takt med, at omkostningspresset letter. Forbrugerpriserne plejer at følge producentpriserne med en forsinkelse.
Det seneste års fald kommer imidlertid ovenpå en tid med kraftig stigning, hvor virksomhedernes omkostninger drønede i vejret sidste år. Den årlige stigning i producentpriserne toppede i august sidste år med en stigning på svimlende 38%. Det gav samtidig markante prisstigninger for de danske forbrugere.
Meget tyder på, at prispresset for danskerne er dampet betydeligt af. Imens producentpriserne falder, så forventer færre og færre virksomheder også at hæve priserne overfor kunderne. I dag forventer alene 8% af butikkerne i detailhandlen at hæve priserne, mens det i industrien er 5% og servicevirksomhederne 7%. For et år siden lå de samme tal helt oppe på, at omkring 30%-50% af virksomhederne bredt mellem brancherne stod overfor at ville forhøje priserne overfor kunderne. Men det er fordums tid nu.
Producentpriserne er imidlertid fortsat markant højere end for blot få år siden. Og det til trods for det seneste års fald på 7,5%. I forhold til samme måned i 2021 er producentpriserne i dag 26% højere, og det har presset virksomhederne. Konkurserne ligger på det højeste i 13 år, og selvom en del skyldes tilbagebetaling af coronalån, så har et massivt omkostningspres også presset på.
Producentprisindekset viser udviklingen i priserne i de varer, som danske producentvirksomheder sælger til andre virksomheder. Producentpriserne er en sammensætning af det, som sælges henholdsvis på det danske marked (hjemmemarkedet) og det udenlandske marked (eksportmarkedet).