Laveste inflation siden maj 2020
Wow, inflationen er snublende tæt på 0%. Det er vildt, at vi er så tæt på deflation. Det er her og nu godt nyt for de danske forbrugere, som stod i en penibel situation sidste år med den højeste inflation i 40 år.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen falder til 0,1% i oktober fra 0,9% i september. Det er den laveste inflation siden maj 2020. Det er især prisen el og gas, der er faldet siden sidste år og trækker ned i inflationen.
Wow, inflationen er snublende tæt på 0%. Det er vildt, at vi er så tæt på deflation. Det er her og nu godt nyt for de danske forbrugere, som stod i en penibel situation sidste år med den højeste inflation i 40 år. Inflationen er faldet til meget mere ro, og det er hammergodt nyt for de danske forbrugere.
For et år siden stod vi også i en ekstrem situation, bare med modsat fortegn. Her drønede inflationen op over 10% med energipriserne i førertrøjen. Energipriserne er sidenhen faldet, og det trækker i sig selv inflationen massivt ned.
Danskerne har udsigt til, at det kan blive billigere på noget af forbruget. Vi forventer, at fødevarepriserne vil følge efter og falde for en periode. Den forventning bygger vi på, at de globale fødevarepriser i dag er 24% lavere end toppen i 2022, samt at næsten 3 ud af 5 danske virksomheder i detailhandlen med fødevarer forventer at sænke priserne i løbet af de kommende måneder.
Trods lavere energipriser og håb om fald i fødevarepriser, så har forbrugerpriserne bredt set løftet sig. Ser vi på kerneinflationen, som ser bort fra energipriser og ikke-forarbejde fødevarer, så er priserne i dag højere end sidste år. Kerneinflationen lyder i oktober på 3,3% mod 3,7% for en måned siden.
Vi forventer, at inflationen stiger fra det nuværende tæt på 0%. Lønstigningerne er de kraftigste i 15 år, og det kan give opadgående pres på inflationen. Samtidig vil energiprisernes nuværende negative påvirkning på inflationen dampe af. Det sker i takt med, at vi bevæger os gennem de tilsvarende måneder sidste år, hvor energipriserne faldt ovenpå de kraftige prisstigninger.
Der er skåret en kæmpe luns af inflationen siden toppen. I oktober sidste år ramte inflationen på 10,1% mens kerneinflationen toppede i februar i år på 6,7%.