Ro på Nationalbanken før renteforhøjelse
Nationalbanken har ikke været i valutamarkederne for at intervenere i år.
Netop offentliggjorte tal viser, at Nationalbanken ikke har været i valutamarkederne for at intervenere i august. Nationalbanken har dermed ikke interveneret i år. Der er dog handling undervejs allerede til næste uge, hvor de skruer på renteknappen.
I næste uge hæver Nationalbanken renten og afslutter definitivt tiden med negative renter. De går i fodsporene på den europæiske centralbank, ECB, som på torsdag har rentemøde og hæver deres rente. Spørgsmålet er ikke længere, om renten hæves, men hvor meget den hæves. Det ligger og vipper mellem 0,50 procentpoint og 0,75 procentpoint. Vi forventer, at ECB leverer en renteforhøjelse på 0,75 procentpoint.
Siden 2014 har renten i Nationalbanken været i negativt territorium. I dag lyder indskudsbevisrenten på -0,10% efter Nationalbanken hævede renten i juli med 0,50 procentpoint. Men den negative rente er væk om en uge, og det ligger yderligere i kortene, at renten fortsætter op gennem efteråret.
Mange danskere har fået de stigende renter at mærke. Boligejerne mærker det ved den blotte forventning til, at renterne skal op. Særligt boligejere med variabel rente på boliglånet er påvirket af renten hos Nationalbanken. Allerede i forsommeren forsvandt de negative renter på de fleste boligejeres lån med variabel rente. Og her er der udsigt til, at renten fortsætter i vejret i forbindelse med den kommende rentefastsættelse, som for manges vedkommende er 1. januar. Samtidig oplever mange danskere ikke længere at have en negativ rente på deres bankkonto.
Det står imidlertid ikke mejslet i sten, at Nationalbanken vil følge med en-til-en, når ECB forventeligt hæver renten med 0,75 procentpoint næste torsdag. Det skyldes, at kronen ligger til den mærkbart styrkede side. Vi ser en god portion sandsynlighed for, at Nationalbanken vil nøjes med en renteforhøjelse på 0,65-0,70 procentpoint. Det vil give lidt luft til kronen og mindske sandsynligheden for, at Nationalbanken efterfølgende skal hive en selvstændig rentenedsættelse op af hatten.