Største prisstigninger for danskerne i 10 år
Prisstigningerne er primært drevet af priser på varer.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at de danske forbrugerpriser steg med 3,0% i oktober i forhold til samme måned for et år siden. I september var inflationen på 2,2%, og ved årsskiftet var den helt nede på 0,5%. Der er dermed tale om en betragtelig stigning i den danske inflation på kort tid, som med dagens tal rammer det højeste siden 2012.
Forbrugerpriserne skyder lige nu med højeste hastighed i 10 år, og det rammer danskernes pengepung. Vi har næppe set toppen af inflationen endnu, så der kan være udsigt til, at det kan gå hen og blive endnu dyrere at være dansker. Vi ser desuden, at de højere priser kan gå hen og ramme et bredere udsnit af varer og dermed en bredere del af befolkningen. Regner vi på det, så betyder den aktuelle inflation, at en børnefamilie i dag skal bruge 13.700 kr. mere for at købe de samme varer og tjenester i forhold til for et år siden. Det er et tal, som vi forventer, vil blive yderligere løftet over den kommende tid.
Prisstigningerne er primært drevet af priser på varer. Således steg priserne på varer i oktober med 4,2% i forhold til samme måned sidste år. Det er særligt elektricitet, brændstof og gas. Priserne på tjenester stiger også, men med en væsentlig langsommere hastighed. Har var priserne i oktober 1,7% højere i forhold til sidste år.
En del af baggrunden for stigningen i de danske forbrugerpriser skal vi finde udenfor landets grænser. Generelt oplever store dele af verden et spring i inflationen, hvor man globalt er ved at lægge coronakrisen bag sig med mærkbar økonomisk vækst, forbrugsboom og høj efterspørgsel efter varer. Det lægger pres på de internationale forsyningskæder og har betydet, at flaskehalse er opstået, mens også råvare- og fragtpriser har taget et gevaldigt spring. Og senest er så også energipriserne løftet.
Vi ser endnu ikke hårde tegn på en kraftig stigning i løninflationen, men det kommer til at drage sig stor opmærksomhed i den kommende tid. Det danske arbejdsmarked er aktuelt presset, hvor virksomhederne i tiltagende grad melder om mangel på arbejdskraft. Giver det sig udslag i højere lønninger, så vil vi se det reflekteret i forbrugerpriserne. Beskæftigelsen er de seneste måneder banket i vejret og slået ny rekord. Hvis ledigheden fortsætter ræset mod bunden, forventer vi at se klare stigninger i løninflationen, som vil reflektere sig i de danske forbrugerpriser også.